20 juli, 2022 Nyheder

Hærværk mod biler i Skagen

Nordjyllands Politi melder om en fotholdsvis rolig start på uge 29 i Skagen.

Indtil i aftes har der faktisk ikke været noget at berette om – indtil da har det udelukkende været i småtingsafdelingen.

Det drejer sig om færdsels- og parkeringsproblemer samt lidt støjklager og gadeuorden.

I aftes måtte politiet dog rykke ud til en anmeldelse af hærværk mod en række biler på Kappelborgvej lige midt i Skagen.

Anmeldelsen indløb kl. 22.45 og allerede kort tid efter havde politiet pågrebet gerningskvinden.

Det viste sig at være en 35-årig kvinde fra Brønderslev som stod bag.

Hun havde bl.a. lavet buler og ridser i en række biler, ligesom at hun havde ødelagt en vinduesvisker.

Ved anholdelsen var kvinden dog så tilpas påvirket af alkohol at afhøringen ikke kunne finde sted lige med det samme.

Derfor blev hun kørt i detentionen hvor hun kunne sove rusen ud. Det blev dog ikke en køretur i stilhed for betjentene og den 35-årige kvinde.

Undervejs nåede hun nemlig ikke alene at tale fornærmende til betjentene, hun sendte nemlig også verbale trusler i retning af betjentene.

Derfor blev hun ved afhøringen her til morgen også præsenteret for et par tiltalelser ekstra.