
I et samarbejde mellem Golfklubben Hvide Klit og Brovandeskolen er golf blevet en del af de nye alternative valgfagsmuligheder for eleverne på Brovandeskolen. Skoleleder Jesper Jensen siger, at forløbet er blevet til af flere grunde. Både for at give eleverne mulighed for at prøve en sport, der kombinerer ro, bevægelse og sociale oplevelser i det fri, men også for at vise eleverne nogle af de muligheder lokalområdet byder på – og dermed også bakke lokale foreninger og klubber op, ved at gøre dem synlige for skolens elever. Og interessen har været stor, da de 15 pladser til 6.-8. klasse på golfholdet blev hurtigt fyldt.
Eleverne introduceres til golfsporten af klubbens PGA-træner Jens Peter, assisteret af Brovandeskolens skoleleder Jesper, som selv er motionsgolfer. Sammen lærer eleverne grundlæggende teknikker, prøver kræfter med spillet på banen og oplever, hvordan golf kan være både udfordrende, sjovt og udviklende.
Forløbet afsluttes op til skolernes sommerferie med en turneringsrunde på par-3 banen.
Træningen foregår både på Driving Range, indspilsområdet og puttinggreen, hvor eleverne arbejder i to hold. Derudover får de mulighed for at bevæge sig rundt i mindre grupper på par 3-banen, hvor de kan afprøve deres nye færdigheder i praksis. Her hjælper eleverne hinanden, deler oplevelser og griner sammen over både gode og skæve slag. Det skaber et trygt fællesskab med plads til alle – uanset klassetrin og teknisk niveau.
Eleverne har også erfaret, at golfspillere hilser venligt på hinanden og udviser den rette konduite i forskellige situationer, og på den måde yder alle sit til, at det er et rart, trygt og hyggeligt miljø at færdes i.
Golf kræver fokus og nærvær. Hvert slag er en lille opgave, der skal løses med tålmodighed og præcision – på samme måde som i mange skolefag. Eleverne øver sig i at holde hovedet koldt, arbejde målrettet og håndtere både succes og fejl på en konstruktiv måde. Det giver mental styrke, som de kan bruge i mange andre sammenhænge.
Golf er en sport, hvor hele kroppen er i brug. Eleverne træner balance, koordination og kropskontrol, samtidig med at de bevæger sig rundt i naturen. Kombinationen af teknik og fysisk aktivitet giver en varieret og motiverende form for bevægelse, som mange elever finder både sjov og anderledes end traditionel idræt.
Golfsporten bygger på respekt – for medspillere, for banen og for spillets regler. Eleverne lærer at tage ansvar for udstyr, vise hensyn og udvise fairplay. Det er værdier, der rækker langt ud over sporten og styrker elevernes sociale kompetencer i hverdagen.
Siden valgfaget startede, har flere elever selv besøgt Hvide Klit Golfklub for at træne, og nogle har endda taget bedsteforældre med til hyggelige runder på tværs af generationer. Jesper Jensen fortæller, at der arbejdes på flere alternative valgfag til efteråret. Sidste år blev der blandt andet udbudt dans i samarbejde med Kulturhuset Kappelborg og et professionelt danseensemble fra København.
Hvad det næste valgfag bliver, vil Jesper endnu ikke afsløre, men han lover, at det bliver lokalt forankret og utraditionelt i forhold til, hvad en skole normalt tilbyder. Udviklingen af de alternative valgfag er en del af skolens vision om at være en moderne lilleskole, der både bygger på traditioner og samtidig rækker ud mod verden.
På den måde bliver golf – og de andre fag, lejrskoler, 9. klasses projektrejse m.m. – til meget mere end blot undervisning. Det bliver en mulighed for at give børn og unge de bedste betingelser for at udvikle sig, trives og stå stærkt i livet.