Der var genvalg af Mette Egelund Frank, Rikke Kroman, Mogens Schultz og Kurt Kirkedal Jensen og nyvalg af Ole Broberg.
Beretning Skagen Gigt- og Rygcenter den 14. Marts 2024.
Velkommen til generalforsamlingen. Når vi ser tilbage på året der er gået, er der en ting der fylder. Centerets fremtid.
Endnu engang har personalet og vi andre haft nogle nervepirrende måneder hvor vi ikke vidste om stedet overlevede de barske sparekrav regionen ser ind i.
Vi har fra foreningens side kontaktet regionsmedlemmerne i denne proces og fodret dem med facts omkring centeret og centerets brugere. Vi har heldigvis mange gode og livsbekræftende historier vi kan berette om, ligesom mange af patienterne beredvilligt fortalte om deres forløb, og fortalte om hvilken markant forskel et ophold her kan betyde.
Der er flere ting der skinner igen ved stort set alle fortællingerne og det er øget livsglæde, markant ændret smerteniveau og stort fald i medicinforbruget. Derudover er det også tydeligt at den fysiske placering af centeret spiller en stor rolle. Det at kunne bruge naturen og byens varierede tilbud har en positiv indvirkning på patientforløbene.
Der er ingen tvivl om, at dette sted er noget af det ypperste på sit felt i Danmark, og det syntes vi med rette regionen og personalet her har grund til at være stolte over.
Vi vil gerne fra bestyrelsens side udtrykke vores beundring og opbakning til jeres profesionelle tilgang til stedet og jeres måde sagligt at argumentere for stedets bevarelse. Tak skal I have.
Gør venneforeningen en forskel. Ja det mener vi selv vi gør, men der skal ikke herske tvivl om vi gerne vil have flere medlemmer. Desto flere vi er, desto større vægt taler vi med og desto flere midler har vi til at kunne støtte op om stedet. Vi er pt ca. 40 enkelt medlemmer og to erhvervsmedlemmer. Det burde vi kunne gøre bedre. Specielt erhvervsmedlemmer er der behov for. Det er så vigtigt de bakker op om dette sted da et ophold her, tit og ofte betyder deres medarbejdere kan vende tilbage til deres arbejde til glæde og gavn for dem selv, men så sandelig også til glæde og gavn for virksomhederne selv.
Der bliver hele tiden forsket i behandlingsmetoder og smerteforståelse og nye metoder tages gerne i brug når der er evidens for de virker. Centeret er hele tiden opmærksom på om der er ny teknologi og ny viden der kan og skal bruges.
Et ønske er træning med VR udstyr som noget man er overbevist om kan gavne. Bestyrelsen har derfor besluttet at donere VR udstyr som skal bruges i genoptræningen. Vi er pt ved at undersøge hvad vi skal indkøbe for at centeret og dets patienter kan få maksimal glæde af sådant udstyr.
Der er ingen tvivl om, at der er mange ønsker og behov vi vil kunne hjælpe med nu og i fremtiden. Hver eneste krone vi formår at skaffe, skal bruges til gavn for centeret og patienterne.
En af initiativtagerne til oprettelse af denne forening, Klaus Johansen, har beslutte at stoppe som bestyrelsesmedlem. Jeg vil på bestyrelsens vegne takke Klaus for hans indsats og takke for han støttede så markant op om foreningens etablering.
Slutteligt vil jeg opfordre til vi får en god snak omkring hvervning af nye medlemmer og ideer til hvordan.
Kurt Kirkedal Jensen
Formand