• Forside
  • Nyheder
  • Fuldt hus til foredrag med Sebastian Klein i Ålbæk
26 marts, 2026 Nyheder

Fuldt hus til foredrag med Sebastian Klein i Ålbæk

Sidste torsdag, den 19  marts dannede Ålbæk Skole rammen om et særdeles velbesøgt arrangement, da formidler og tv-vært Sebastian Klein lagde vejen forbi byen. Her havde børn gratis mulighed for at opleve Sebastian fortælle levende om dyr og natur, og interessen var så stor, at der var fuldt hus, og flere stod på venteliste.

Allerede inden foredraget begyndte, var stemningen i top. Sebastian Klein ankom i god tid og brugte ekstra tid sammen med de fremmødte børn. Her blev der både taget billeder og signeret bøger, hvilket skabte stor begejstring blandt de yngste deltagere. 

Under selve foredraget blev både børn og voksne taget med ind i en verden af fascinerende dyr, spændende historier og masser af energi. Sebastian havde blandt andet medbragt en kongepyton og en gekko, som vakte stor nysgerrighed og begejstring blandt publikum. Hans levende formidling og evne til at engagere gjorde oplevelsen både lærerig og underholdende.

“Man kunne virkelig mærke hans passion. Hans viden og engagement er helt unikt, og han formår at formidle det på en måde, så både børn og voksne bliver grebet,”

– udtaler Margrethe Vejby, forkvinde for Kulturhuset i Ålbæk.

Arrangementet var resultatet af et stærkt lokalt samarbejde, hvor både frivillige, skolen og byens foreninger og erhvervsliv spillede en vigtig rolle. Folkebiblioteket deltog også og havde indgået et samarbejde med en boghandel, så deltagerne havde mulighed for at købe nogle af Sebastians bøger.

Efter foredraget fortsatte den gode stemning, hvor Sebastian igen tog sig tid til at møde børnene, skrive autografer og stille op til billeder.

“Det var fantastisk at opleve, hvor nærværende han var. Han tog sig tid til alle børnene, både før og efter foredraget, det betød virkelig meget,”

– fortæller Christina Wulff.

For Christina Wulff, der repræsenterer menighedsrådet, var det samtidig vigtigt, at arrangementet var tilgængeligt for alle.

“Det betyder meget for os, at alle børn har mulighed for at deltage i sådan en oplevelse, uanset baggrund. Det skal være noget, hele byen kan samles om,”

– understreger Christina.

Også eleverne fra skolen bidrog aktivt til arrangementets gennemførelse. Elevrådsformand Daniel Wulff havde ansvaret for lyd og lys, mens andre elevrådsmedlemmer stod for salget i boden.

Ifølge arrangørerne er netop fællesskabet en afgørende faktor for, at så store arrangementer kan lade sig gøre i en mindre by som Ålbæk.

“Det er helt fantastisk at opleve, hvordan byen rykker sammen. Sådan et arrangement ville ikke kunne lade sig gøre uden de mange frivillige og opbakningen fra både lokale kræfter og sponsorer,”

– siger Margrethe Vejby.

Arrangementet er et godt eksempel på Ålbæks stærke fællesskab og fokus på kultur.

“Ålbæk er jo ‘Lysets landsby’, og det er vigtigt for os at understøtte og skabe muligheder for, at alle, både børn og voksne, kan få kulturelle oplevelser tæt på,”

– afslutter Margrethe Vejby.

Foredraget med Sebastian Klein blev dermed ikke blot en oplevelse i øjenhøjde med naturen, men også et bevis på, hvad lokalt engagement og samarbejde kan føre til.

Der skal lyde en særlig tak til Borgerforeningen, Menighedsrådet, Rema, Folkebiblioteket og kulturhuset.