• Forside
  • Nyheder
  • Frederikshavn Kommune får ny centerchef for Teknik og Miljø
01 February, 2023 Nyheder

Frederikshavn Kommune får ny centerchef for Teknik og Miljø

Johannes Birk Schwarz er den nye centerchef, som skal sikre drift og udvikling i Center for Teknik og Miljø.

Johannes Birk Schwarz bliver ny centerchef for Teknik og Miljø i Frederikshavn Kommune. Han kommer fra en stilling som chef for Teknik og Miljøsekretariatet i Favrskov Kommune, hvor han havde ansvar for sekretariatets 15 medarbejdere.

Nu får han ansvar for omkring 80 medarbejdere i Frederikshavn Kommune, hvor han skal sikre den daglige drift og udvikling for det tekniske og miljømæssige område.

“Jeg glæder mig til at stå i spidsen for de mange dygtige medarbejdere og afdelingsledere, der dagligt bidrager til at skabe gode rammer for borgere og virksomheder. Inden for Teknik og Miljø løser vi mange meningsfulde udviklings- og myndighedsopgaver, og det er centrets kompetente medarbejdere, der gør en forskel hver dag.”

Johannes Birk Schwarz

Kommer hjem til Nordjylland

Johannes Birk Schwarz er opvokset i Aabybro, og i 2021 flyttede han og familien til Nørresundby.

“Jeg har gode minder fra Frederikshavn som barn, når vi skulle sejle til Göteborg og fra sommerferier på toppen af Danmark. Jeg ser Frederikshavn Kommune som en kommune, der fortsat har et stort udviklingspotentiale, og det vil jeg gerne være en del af.”

Johannes Birk Schwarz

Frederikshavn Kommune ser også frem til samarbejdet.

“Johannes kan bidrage med en stor erfaring fra både det kommunale og statslige. I dag er der et stort fokus på, at administration og sagsbehandling er effektiv og korrekt, og med Johannes’ baggrund er han et rigtig godt bud på en centerchef, som kan sikre det.”

Boie Frederiksen, direktør med ansvar for teknik, kultur og borgerservice i Frederikshavn Kommune.

Johannes Birk Schwarz tiltræder den nye stilling den 1. marts 2023.