Vi starter og slutter sammen. Sådan har vi altid tænkt, det skulle være. Og nu er vi, Søren, Matilde, Maciek og Niels ved at være nået til en slutning i vores tid med Baghaven.
Vi drømmer om forskellige ting i vores liv, og det er grunden til at vi nu takker af som forpagtere af den fineste have midt i Skagen.
Vi vil beskrive de seneste to år som magiske. Ikke med hekse, trolde og expelliarmus. Men som en særlig stemning mellem museet, vores personale, byen og vores gæster.
Vi tror på, at Baghaven har været med til at tilføre Skagen en ny gastronomisk vækst med et endnu større fokus på lokalproducerede råvarer og et sæsonbaseret køkken. Vi har indrettet os på en anden måde, end mange er vant til og fået mulighed for at tænke stort og skabe vores lille drømmested.
Tak, fordi I tog imod vores måde at være i verden på. Vi vil tage vores oplevelser og historier med videre.
Vi glemmer ikke dengang der gik rygter om, at en hund havde snydt foran i køen ved vores brødcykel i Gl. Skagen. Dengang Goss sang solen er så rød mor acapella foran Anchers hus, så man kunne høre en sommerfugl flyve. Og alle de gange, hvor aftensolen har farvet haven og bygningerne orange, lilla, grønne og røde. Vi glemmer ikke de første surdejsbrød, den første buket blomster fra køkkenhaven eller den glæde og humor vi er blevet mødt med.
Skagens Kunstmuseer er et helt særligt museum, som lader unge drømme og som giver plads til nye ambitioner. Alle jer på museet har givet os muligheden for at skabe et sted i den gamle Saxilds Gård, hvor Bager Saxild tre generationer før os drev bageri.
Museet troede ubetinget på os. Uden jer som samarbejdspartnere, var Baghaven aldrig blevet så smuk, modig, højtrystende, ambitiøs eller smagfuld.
Vi har nået en omsætning på 5,9 millioner på to år og æltet 7383 surdejsbrød og langet 12932 stykker snasket brunsviger over disken.
Nu står stedet klar til, at nye seje mennesker, som drømmer om at drive deres eget sted, kan flytte ind. Hvis du drømmer om at drive en restauration i verdens smukkeste have kan du skrive til info@skagenskunstmuseer.dk. Emnefelt: Vedr. Baghaven.
Nu byder vores liv på nye og andre udfordringer.
Niels fortsætter som programchef på Skagens Kunstmuseer, Maciek er allerede i gang med at lave sin egen kogebog med opskrifter fra Baghaven. Matilde skal fuldt ud dedikere sin tid til Blink og Søren skal fortsætte med at lave podcasts og hjælpe Matilde på Blink.
Vi har siddet overfor hinanden og sagt: Man må kende sin besøgstid og slutte mens legen er bedst. Og vores besøgstid var nu.
Som led i at videregive Baghaven til nye forpagtere sælger vi store dele af vores inventar.
Det er møbler fra Fritz Hansen, Gubi, Skagerak, Vaarnii, Louis Poulsen, antik, Artek mm. Tallerkner fra The Table Project, Lamper fra Hay mm. Vores salg er åbent nu og du kan sikre dig fantastiske sager til en god pris på: https://www.havenbaghaven.dk/baghavens-store-havesalg
Det vil både gøre os glade økonomisk, fordi vi har brug for det sidste kapital for at kunne lukke virksomheden ordentligt. Samtidig vil det glæde os, at nogle af de møbler, vi har opnået en relation til, nu vil få et længere liv i nye rammer. Del med venner, bekendte, naboer og moster.
Tak, gæster, ansatte, samarbejdspartnere der blev til venner, familie, landmænd og landkvinder, uden jer, ingen ambitioner. Tak til Skagen. Og på gensyn. For vi glæder os til flere glade dage samme med jer på Blink.
Kærligste hilsner fra Maciek, Niels, Matilde, Søren, alle tjenere, opvaskere, bagere og brødcyklister gennem tiden.