• Forside
  • Kultur
  • Forfatter Kirsten Thorup modtager årets Drachmannlegat
09 October, 2024 Kultur

Forfatter Kirsten Thorup modtager årets Drachmannlegat

Kirsten Thorup modtager med Drachmannlegatet et ophold på Klitgaarden Refugium og 15.000 kroner. Hun hyldes med legatet for sit ”stærke og varme fortællehjerte”.

Kirsten Thorup modtager i år Drachmannlegatet. Det er legatets komité, som består af forfatterne Jesper Wung-Sung og Jens Christian Grøndahl, der har udpeget Kirsten Thorup som dette års legatmodtager.

Kirsten Thorup tager imod legatet med følgende ord:

”Jeg er virkelig rørt og beæret over at skulle modtage årets Drachmannlegat med den perlerække af forfattere som forgængere. Det har en særlig betydning for mig, at det er en jury af forfatterkollegaer, Jens Christian Grøndahl og Jesper Wung-Sung, der har peget på mig som legatmodtager i Drachmanns navn. En så markant og vidtspændende skikkelse i det litterære landskab.”

Drivkraft og stamina

Det er en litterær sværvægter, som i år tildeles legatet:

“Man skal til de store russiske forfattere for at finde en lignende drivkraft, tyngde og stamina som hos Thorup,”

– Sådan skriver juryen i deres motivation.De uddyber:

”Du er en hvid væg med ører,” står der i Bonsai fra 2000. Hos Kirsten Thorup synes papiret at være en hvid væg med ører, hvorigennem forfatteren læner sig frem, lytter og lader ske. Lige så foruroligende som forunderligt rejser der sig af siderne en kraftfuld kakofoni, en livets ubændige brusen, hvor stemmer taler i munden på hinanden, nye tråde lægger sig over gamle, og personernes reaktioner og følelser væves stadig tættere ind i hinanden. Læseren kan få lyst til at se væk, men må alligevel som hypnotiseret følge nålens gang. For dette stærke og varme fortællehjerte modtager Kirsten Thorup Holger Drachmanns Forfatterlegat 2024.”

Helle Stenbakken, som er forstander på Klitgaarden, deler juryens begejstring:

”Når jeg ankommer til Klitgaarden, så føles det som at være ”hjemme”, og jeg kan gå direkte ind på mit værelse, sætte mig ved bordet og skrive.” Sådan beskrev Kirsten Thorup sit ophold på Klitgaarden i foråret 2023. Vi glæder os meget til at byde Kirsten Thorup velkommen tilbage til Klitgaarden.”

Overrækkelse af Drachmannlegatet 2024

Legatet overrækkes ved et særarrangement på Skagens Museum den 26. oktober 2024 fra klokken 15.00-16.30. Her vil der være overrækkelse af legatet samt et glas vin.

Læs mere lige her

Om Kirsten Thorup

  • Født 1942
  • Thorup debuterede med digtsamlingen Indeni-Udenfor i 1967.
  • Har siden skrevet romaner, digte, skuespil og TV-dramatik.
  • Hendes bøger er oversat til 16 sprog.
  • Har gennem karrieren modtaget bl.a. Kritikerprisen, De Gyldne Laurbær, Det Danske Akademis Store Pris og DR Romanprisen.

Et af Danmarks ældste forfatterlegater

Drachmannlegatet er et af Danmarks ældste forfatterlegater.

Det blev uddelt første gang i 1917 og er siden blevet uddelt årligt med kun få brud på Holger Drachmanns fødselsdag den 9. oktober.

Blandt de tidligere modtagere af legatet findes navne som:

  • Johannes V. Jensen
  • Jeppe Aakjær
  • Tom Kristensen
  • Tove Ditlevsen
  • Frank Jæger
  • Ole Sarvig
  • Inger Christensen
  • Klaus Rifbjerg
  • Ib Michael

Legatet er blevet uddelt af Skagens Museum siden fusionen mellem Skagens Museum og Drachmanns Hus i 2015.

Med legatet følger et ophold på Klitgaarden Refugium i Skagen. Klitgaarden har fungeret som refugium for forskere og kunstnere siden 2000.