
På den netop afholdte generalforsamling i Toppen af Danmark er folketingsmedlem Mohammad Rona valgt til bestyrelsen.
Valget tilfører organisationen politisk indsigt og et stærkt nordjysk afsæt i en periode, hvor Toppen af Danmark arbejder målrettet på at styrke organisationen og tager næste skridt i udviklingen på tværs af Vendsyssel.
“Vi er godt i gang med at styrke organisationen og gøre os klar til at indfri endnu flere af vores ambitioner på vegne af vores medlemmer. I den proces giver det rigtig god mening at få Mohammad med i vores bestyrelse. Hans politiske indsigt, netværk og hans åbenlyse passion for at arbejde for at styrke bæredygtig vækst i Nordjylland er et stærkt match,”
– siger turistdirektør Nicolai J. Nissen.
Mohammad Rona selv udtaler:
“Jeg er valgt i Nordjylland, og det forpligter. Toppen af Danmark spiller en vigtig rolle for udviklingen af turisme og oplevelsesbranchen i vores del af landet, og jeg ser frem til at bidrage både i det lokale arbejde og i forhold til at sikre, at vores landsdel også bliver hørt på Christiansborg,”
Toppen af Danmark er en af landets ældste turistforeninger og kan i år fejre 120-års jubilæum. Organisationen er blandt de få i Danmark, der arbejder professionelt og uafhængigt og har opbygget et stærkt økonomisk fundament uden afhængighed af kommunale eller offentlige midler.
“Vi er ikke skattefinansieret, men eksisterer takket være vores mange medlemmer og de forretningsområder, som vi udmærker os på,”
– siger Nicolai J. Nissen og fortsætter:
“Det omfatter blandt andet udvikling og salg af turistprodukter, oplevelser og events samt markedsføring, rådgivning, krydstogtsturisme og feriehusudlejning.”
Toppen af Danmark udvikler og markedsfører turismen på tværs af Vendsyssel med kontorer i Sæby og Skagen og repræsenterer en bred medlemskreds med mere end 250 erhvervsmedlemmer.