• Forside
  • Kultur
  • Fernisering af ny udstilling om Skagen-kunstnere gennem tiden
17 June, 2023 Kultur

Fernisering af ny udstilling om Skagen-kunstnere gennem tiden

Gitte Degnematk er en portrætkunstner fra Varde, som det seneste års tid har arbejdet på at skabe udstillingen “HAVBLIK” – om kunstnerne på Skagen gennem tiden.

Her har hun portrætteret udvalgte kunstnere, og fortæller gennem portrætkunst, tekst og musik, om kunstnernes liv og kunstneriske karriere.

Det er ikke kun de berømte kunstmalere, som bliver trukket frem i lyset, men også komponister, forfattere, billedhuggere, skuespillere og sangere som Skagen i årtierne omkring 1900-tallet tiltrak.

Skagenskunstnerne gør med deres fortællinger, musik og malerier vores livshorisont både rigere og større.

Det er vores kulturarv, som vi skal passe på, og som er vigtig at kende.

I kraft af skagensmalernes billeder, kan vi række ud, og næsten føle os i kontakt med disse menneskers virkelighed. Deres fortællinger vidner om en kontinuitet under alle forandringerne, og er derfor stadig vedkommende og relevant for os den dag i dag.

Livet og kunsten flyder sammen – og det gør os rigere.

Alle er velkommen ved ferniseringen i dag, lørdag d. 17. juni kl. 14, hvor Grenen Kunstmuseum er vært med et godt glas vin.

Der vil være åbningstaler, og en endnu ikke offentliggjort, men særlig lokal personlighed vil medvirke ved afsløringen af Holger Drachmann’s portræt.