• Forside
  • Nyheder
  • Farvel til Skagen Smokehouse Café – og velkommen til Havnens Ishus!
10 marts, 2025 Nyheder

Farvel til Skagen Smokehouse Café – og velkommen til Havnens Ishus!

Efter en sæson med servering af røgede specialiteter, fisk og skaldyr i lokalerne på Skagen Havn, har ejerne af Skagen Smokehouse Café besluttet, at caféen ikke genåbner i 2025.

Beslutningen kommer efter nøje overvejelser, og ejerne retter en stor tak til både gæster, personale og leverandører for deres opbakning gennem årene.

“Vi har været utroligt glade for den støtte, vi har fået fra både lokale og turister, og vi er meget taknemmelige for vores dygtige personale, der har skabt en god stemning og service,”

– Lyder det fra caféens ejere.

Caféens lokaler bliver dog ikke stående tomme længe. Nøglerne er blevet overdraget til Gitte og Ole fra Solnedgangskiosken, som nu overtager stedet.

Mange i Skagen kender allerede parret som også driver Solnedgangskiosken i Gl. Skagen, og de vil fremover stå for en ny oplevelse ved havnen.

Nyt ishus åbner i april

Selvom Skagen Smokehouse Café lukker, er der nyt på vej for is-elskere i området. Et nyt ishus – Havnens Ishus – åbner på havnen lørdag den 5. april kl. 11.00.

Ishuset vil tilbyde 36 forskellige smagsvarianter fra Kastberg Is, herunder klassiske frugtsorbeter som hindbær, jordbær og havtorn samt varianter som bananasplit og amarene kirsebær. Derudover vil der naturligvis også være softice på menuen.

Åbningen markerer starten på en ny sæson ved havnen, hvor både lokale og turister kan se frem til at nyde en is i forårs- og sommersolen.

Havnens Ishus slår officielt dørene op lørdag den 5. april kl. 11.00.