
På torsdag den 20. november bliver der skruet op for den franske stemning i Skagen, når Apéro inviterer til Beaujolais Nouveau-aften med vin ad libitum og en gennemført menu i bistroens velkendte, afslappede rammer.
Hvert år den tredje torsdag i november frigives den nye Beaujolais Nouveau – en tradition, der fejres verden over med særlige arrangementer. Den unge, friske vin markerer afslutningen på årets høst i Beaujolais-området i Frankrig og serveres typisk som et festligt og uformelt indslag, hvor man smager på årets første vin i godt selskab.
I Skagen kan man være med, når Apéro markerer dagen med en aften i vinens tegn. Til Beaujolais Nouveau-aftenen har køkkenet sammensat en menu, der matcher den lette og frugtige vin og holder sig tæt på de franske rødder.
Aftenen begynder med en lun kastanjesalat med kastanjer, rosenkål og urter, efterfulgt af rødvinsmarineret poussin serveret med smørkartofler og sauce bordelaise med svampe. Som afslutning serveres et udvalg af franske oste med friskbagt fransk baguette.
Under middagen serveres Beaujolais Nouveau ad libitum, så gæsterne får rig mulighed for at smage på årets vin og opleve, hvordan den spiller sammen med de forskellige serveringer.
Kombinationen af de gode, franske råvarer, klassiske smage og den lette, ungdommelige vin skaber rammerne om en aften, der både henvender sig til vinelskere og gæster, der blot er nysgerrige på traditionen.
Prisen for aftenen er 595 kroner pr. person inklusive Beaujolais Nouveau ad libitum under middagen.
Book bord lige her