Vi har indgået et samarbejde med Sydbank som med jævne mellemrum vil bringe Erhvervsnyt til jer – vores læsere. Bag denne udgave af Erhvervsnyt står erhvervsøkonom Morten Laugesen fra Sydbank – Vi håber at i vil læse med:
Velkommen til denne udgave af ErhvervsNyt, hvor vi blandt andet ser nærmere på energipriserne, der er steget kraftigt de seneste uger.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har offentliggjort en ny lønstatistik, der viser, at lønningerne indenfor DA-området steg med 3,4 procent i andet kvartal, når man sammenligner med samme periode året forinden.
Dermed var lønvæksten lavere end i årets første kvartal, hvor lønningerne steg med 3,8 procent. En del af den høje lønvækst i første kvartal kan dog tilskrives, at et ekstraordinært højt sygefravær på grund af coronapandemien teknisk set har været med til at trække lønstigningstakten op i årets første måneder.
Det underliggende billede er ikke desto mindre, at lønningerne har været stigende de seneste kvartaler. Der er dog langt fra tale om så voldsomme stigningstakter, som man kunne have frygtet med henblik på den lave arbejdsløshed og den tårnhøje inflation, der præger dansk økonomi i øjeblikket.
Kigger vi nærmere på de enkelte brancher, kan vi se, at lønstigningstakten i andet kvartal endte på 4,4 procent i bygge- og anlægsbranchen, hvilket svarer til en uændret udvikling i forhold til første kvartal.
Indenfor serviceerhvervene aftog lønudviklingen fra første til andet kvartal med 0,4 procentpoint til 3,3 procent, mens lønudviklingen indenfor fremstillingsindustrien aftog med 0,6 procentpoint til 3,2 procent i andet kvartal.
Prisen på naturgas er steget kraftigt de seneste uger, så prisen på naturgas på den ledende europæiske gasbørs, TTF, nu lyder på omtrent 250 euro pr. mWh.
Dermed er naturgasprisen steget med over 60 procent i løbet af den seneste måned og med over 300 procent siden årsskiftet.
Den seneste stigning i naturgasprisen skyldes blandt andet, at Rusland har skruet mærkbart ned for gasleverancerne på et tidspunkt, hvor de europæiske lande arbejder hårdt på at fylde gaslagrene forud for vinteren.
Samtidig meddelte Rusland fredag, at man i slutningen af august vil lukke den vigtige Nord Stream 1-gasledning i tre dage. Fra russisk side lyder meldingen, at nedlukningen sker på grund af vedligeholdelse.
Den høje pris på naturgas er sammen med det vindstille og tørre vejr i Europa blandt årsagerne til, at elpriserne også er skudt yderligere i vejret de seneste uger.
Herhjemme har elprisen således lydt på omtrent fire kroner pr. kWh i løbet af det seneste døgn, hvilket er et markant højere niveau end for et år siden.
De høje energipriser kan mærkes hos både forbrugere og virksomheder. Særlig ondt gør de høje energipriser på de mest energiintensive virksomheder, der blandt andet findes i fødevareindustrien, betonindustrien og metalindustrien.
I denne analyse fra Sydbanks Makroanalyse kan du læse mere om de høje energiprisers betydning for dansk økonomi.
Om tre uger bliver det igen muligt at søge om midler fra tilskudspuljen SMV:Grøn.
Med SMV:Grøn er det f.eks. muligt at søge om tilskud til rådgivning om virksomhedens klimaregnskab, ligesom det er muligt at søge om støtte til investering i grønne energikilder.
Konkret er SMV:Grøn struktureret på den måde, at det er muligt at søge om to forskellige såkaldte vouchers:
Du kan læse mere om SMV:Grøn på Virksomhedsprogrammet.dk.
Denne publikation er udarbejdet på grundlag af informationer fra kilder, som Sydbank finder troværdige. Sydbank påtager sig dog intet ansvar for mangler, herunder eventuelle fejl i kilder, trykfejl eller beregningsfejl, samt efterfølgende ændrede forudsætninger. Sydbank fraskriver sig ethvert ansvar for tab, der måtte have direkte eller indirekte sammenhæng med dispositioner, der er foretaget alene på baggrund af denne publikation. Denne publikation må ikke uden bankens udtrykkelige samtykke offentliggøres eller distribueres videre.
Sydbank A/S, Peberlyk 4, DK-6200 Aabenraa, CVR-nr. DK 12626509 er under tilsyn af Finanstilsynet, Århusgade 110, DK-2100 København Ø.