Unges trivsel er et emne, der har fyldt vidt og bredt i medierne i løbet af 2023 – og selvom emnet uden tvivl indeholder vigtige problemstillinger og vanskelige dilemmaer er det meget vigtigt at huske på, at man så afgjort ikke skal sætte lighedstegn mellem ungdomsliv, ungdomsuddannelse og mistrivsel. I Frederikshavn Kommune har vi heldigvis hundredevis af unge, som trives i deres hverdag, og nogle af dem er for nylig startet på en ny uddannelse
På Frederikshavn Gymnasium modtog man eksempelvis tidligere på måneden lidt over 200 nye elever til et introforløb, hvor der i den første tid er skruet ned for det faglige og op for de sociale aktiviteter. De faglige ambitioner er der ikke slækket på, men overbevisningen er, at trivsel og velvære udgør selve fundamentet for faglige arbejdsfællesskaber.
Lærerne er selvfølgelig med i de første dage, men en gruppe frivillige elever fra 2. årgang, der fungerer som tutorer for de nye klasser, spiller en helt afgørende rolle. En væsentlig del af introduktionen til den nye uddannelse foregår fra ung til ung. Det gælder en lang række sociale aktiviteter, men også i introduktion til lektier og afleveringer, gymnasielivet osv.
De lidt over 200 nye elever er blevet bedt om at evaluere deres første tid på deres nye ungdomsuddannelse, og i den skriftlige evaluering hedder det bl.a. ”Det var særligt positivt, at tutorerne virkelig engagerede sig og ville os det bedste” (pige, stx), ”Det bedste var helt klart tutorerne, som gjorde alt for at gøre vores første skoleuge så god som mulig” (dreng, hf) og ”Jeg synes. at ideen med tutorer er rigtig god, og det er rigtig fedt, at de åbent og ærligt fortæller om deres oplevelser på gymnasiet” (pige, stx).
Trivslen understøttes også senere i uddannelsesforløbet ved andre initiativer så som mobilfri undervisning og faste studiegrupper på første årgang. Det er med til at skabe tryghed, nærvær og forudsigelighed i den ofte lidt hektiske start på en ny uddannelse.
I denne uge får fællesskabet endnu et boost, når klasserne på fredag, d. 1. september dyster mod hinanden i alverdens skæve discipliner på den traditionsrige idrætsdag.