• Forside
  • Det sker
  • Efter varm modtagelse: Smag på Skagen er klar med nye arrangementer
30 maj, 2025 Det sker

Efter varm modtagelse: Smag på Skagen er klar med nye arrangementer

Onsdag aften blev første udgave af det nye fællesspisningskoncept ‘Smag på Skagen’ en realitet. Deltagere mødtes denne første gang hos Restaurant K til god mad og nye bekendtskaber – og efter den flotte modtagelse har arrangørerne nu løftet sløret for de tre næste fællesspisninger.

Bag initiativet står Lise Grevenkop-Castenskiold og Mathias Rump Hansen, som med konceptet ønsker at give både tilflyttere og mangeårige skagboere – unge som ældre, mulighed for at mødes i hyggelige og uformelle rammer – over et godt måltid mad på en af byens restauranter.

Første fællesspisning fik mange roser med på vejen fra deltagerne, og både stemningen, selskabet og maden blev fremhævet som højdepunkter.

Nu følger tre nye datoer og samarbejder med tre nye restauranter:

Fredag d. 27. juni kl. 18.30 – Restaurant De2Have

Fællesspisning med hovedret og dessert i smukke omgivelser med udsigt ud mod Grenen og ind over byen.

Deltagerne vælger mellem fisk og kalv som hovedret og får herefter serveret en sommerlig rabarberdessert.

Tilmelding via MobilePay til 2814JZ.

Læs mere og find begivenheden her: Smag på Skagen – De2Have

Fredag d. 8. august kl. 18.30 – Apéro Bistro & Champagne Bar

Fransk stemning og hyggeligt samvær i den gamle stationsbygning, hvor menuen byder på følgende:

forret vælges på dagen imellem:
A) Ærtesuppe med grønt
B) Røget laks på sprød salat med grillede tomater

Til hovedret serveres ‘Vol au vent’ (hvidvins marineret kylling med urter og grøntsager i en lækker sauce serveret i butterdej).

– med mulighed for tilkøb af dessert.

Tilmelding via MobilePay til 0008LG.

Læs mere og find begivenheden her: Smag på Skagen – Apéro

Fredag d. 5. september kl. 18.30 – Juicy & Pizza

Uformel social dining med buffet, hvor man får lov at smage det bedste fra Juicy & Pizza – fra starters og salater til pizza, lasagne og hjemmelavet tiramisu.

Tilmelding via MobilePay til 3664MW.

Læs mere og find begivenheden her: Smag på Skagen – Juicy & Pizza

Fælles for alle fællesspisninger er, at man mødes kl. 18.30, og at prisen er 300 kr. pr. person og at drikkevarer altid betales separat.

Alle er velkomne – uanset alder og baggrund – blot man har lyst til at deltage aktivt i et åbent og inkluderende fællesskab.

Vil du vide mere om idéen bag ’Smag på Skagen’, kan du læse den bagvedliggende artikel her:

👉 www.skagennyt.dk/smag-paa-skagen-nyt-faellesspisnings-koncept-skal-bringe-skagboerne-taettere-sammen

Lise og Mathias glæder sig til at byde både nye og velkendte ansigter velkommen til sommerens fællesspisninger i Skagen – og understreger samtidig at det er planen at konceptet kommer til at køre hele året rundt – ca. 1 gang om måneden.