• Forside
  • Det sker
  • Dining week: Nordens største restaurantfestival kommer til Skagen
01 februar, 2023 Det sker

Dining week: Nordens største restaurantfestival kommer til Skagen

NORDENS STØRSTE RESTAURANTFESTIVAL – 10 DAGE I VINTERFERIEN MED VÆRTSKAB OG MADOPLEVELSER I HELE LANDET MED SKAGEN FISKERESTAURANT HELT PÅ TOPPEN!

I vinterferien åbner ca. 250 restauranter i 50 byer i Danmark atter dørene, når Dining Week inviterer til restaurantfestival fra 10.-19. februar. Her vil landets dygtige kokke og tjenere forkæle gæsterne med nærværende værtskab, madoplevelser og minder, man tager med sig hjem. Billetsalget starter på fredag 6. januar, og der kan i år vælges mellem både 3 retter, 5 retter og 10 serveringer.

Dining Week er ét stort, overdådigt menukort til både kendte gourmetrestauranter, der hyldes vidt og bredt, små ukendte perler samt helt nye restauranter med noget særligt at byde på. Dining Week giver inspiration til nye restauranter, nye smage og helt særlige oplevelser både i byerne, på landet, i skoven og ved havet med guddommelig udsigt.

Skagen Fiskerestaurant er nordligste restaurant

De 250 restauranter fordeler sig fra Skagen mod nord, Esbjerg mod vest, Sønderborg mod syd og hovedstaden mod øst.

SKAGEN FISKERESTAURANT byder på:

FORRET: Røget laksesoufflé med spæde salater og limedressing
HOVEDRET: Kartoffelbagt lyssej med rosenkål og sennepsfumé
DESSERT: Chokoladebrownie med solbærsorbet og nøddekrokant

Se alle restauranter og menuer på: https://diningweek.dk/

Dining Week er en hyldest til Danmarks restauranter, der tilbyder madoplevelser for enhver smag, sult og lyst. Vi bliver mindet om hvad det giver os at mødes omkring et bord, for på landets restauranter bliver vi nemlig meget mere end bare mætte. Vi nyder maden, selskabet, stemningen, kokkenes og tjenernes passion og bliver fyldt op af glæde.

”Dining Week er med tiden blevet en elsket tradition, der samler 90.000 gæster omkring bordene på landets restauranter i vinterferien”, siger Dining Week stifter, Bjørn Beyer. En oplevelse, man glæder sig til og deler med familie og venner”.

KOKKE, VI KENDER – OG KOKKE UDEN GRÆNSER

For mange gæster er Dining Week en introduktion til nye eller for dem ukendte restauranter. Ét stort, overdådigt menukort, der viser hvad landets passionerede madmennesker kan tilbyde på deres spisesteder. Vi vil sammen med restauranterne inspirere danskerne til nye smage, nye oplevelser, nye restauranter – både med mad, man kender, men gerne lidt ud over det sædvanlige – samt smage fra egne af verden, man måske ikke før har nydt.

OM DINING WEEK

Dining Week startede i vinterferien i 2011 i Storkøbenhavn, og blev hurtigt så populært hos både restauranter og gæster, at konceptet støt og roligt i de følgende år spredte sig til resten af Danmark. I 2015 fordoblede Dining Week frekvensen og udvidede restaurantfestivalen til efterårsferien.

Læs mere på: https://diningweek.dk/