
Lørdag den 6. juni kunne man i dén grad opleve historiens vingesus, da Nordjyllands Kystmuseum sammen med en række andre aktører iscenesatte en Autentisk Redningsaktion anno 1820 i fuld skala ved Skagen Sønderstrand med hestespand, rorsmænd i aktion, fiskekutter, nødraket samt statister fra Skagen Egnsspilforening.
Gennem Skagens historie er modige fiskere og redningsmænd kommet til undsætning ofte i helt enkle rorsbåde, når skibe er forlist eller strandet ved Skagens barske kyster. I Mindehallen på Kystmuseet Skagen kan man se en mindevæg med navnene på de mange ofte unge Skagboer, der mistede livet i deres modige forsøg på at redde andre.
I starten af 1900-tallet foretog det lokale redningsvæsen i Skagen jævnligt redningsbådsøvelser for at sikre, at redningsmændene var rustet til redningsaktionerne, der ofte skulle gennemføres under svære vejrforhold. Disse redningsbådsøvelser blev efterhånden et tilløbsstykke for de mange turister, som i tiltagende grad fandt vej til Skagen i 1900-tallet.
Skagens modige redningsmænd er en fundamental kernefortælling, der løber som en rød tråd gennem flere generationer i Skagen, og derfor ønskede Nordjyllands Kystmuseum at levendegøre historien med en Autentisk Redningsaktion anno 1850 ved Skagen Sønderstrand lørdag den 6. juni.
I forbindelse med Skagens købstadsjubilæum i 2013 stod Skagen Turistforening bag et tilsvarende arrangement, og nu i lørdags relancerede Nordjyllands Kystmuseum eventet efter samme skabelon. Her blev Skagens historie vakt til live med statister, hestespand og rorsbåd til stor begejstring for de fremmødte tilskuere, der fulgte ivrigt med i aktionen fra stranden og klitterne.
Som optakt til eventet holdt museets Kulturarvschef Jens Thidemann et foredrag på Kappelborg om Skagens redningsvæsen før og nu. Herefter begav de 100 deltagere sig sammen med Jens Thidemann til Mindestøtten, hvor man lagde en smuk krans og holdt en højtidelig mindestund for de modige Skagboer, der mistede livet i forbindelse med redningsaktionen ved den svenske brig Daphnes forlis i 1862.
Den Autentiske Redningsaktion anno 1850 var arrangeret af Nordjyllands Kystmuseum i tæt samarbejde med Skagen Egnsspilforening, Tornby Bjergelaug, Kystliv Holbæk, Kusken Kristian Kjeldsen med heste, Skawdyk, Kutteren Sara samt Skagens Redningsstation.