25 februar, 2024 Det sker

Debatmøde om den bekymrende skæve udvikling i Skagen

Venstre i Skagen afholder debatmøde torsdag d. 29/2 kl. 19:30 i Skagen Kultur- og Fritidscenter for at høre borgernes mening om bosætning.

Der er en bekymrende skæv udvikling i Skagen. Sidste år døde 129 borgere i Skagen Sogn, mens kun 31 børn blev født. Det er en ubalance, som vi må adressere.

Venstre ønsker at sætte fokus på, hvordan vi kan vende denne negative udvikling i vores by. Vi er overbeviste om, at vi har mulighederne.

Med vores eksisterende arbejdspladser i byen og på havnen overstiger antallet af erhvervsaktive langt dem, der bor her.

Hvis man kører på landevejen mellem Skagen og Ålbæk mellem kl. 06:00 og kl. 07:30, vil man se 400-500 biler, der kører nordpå.

Desværre er der ingen ledige almennyttige lejeboliger i Skagen. Det betyder, at hvis man ønsker at bo tæt på sin arbejdsplads i Skagen, er man nødt til at købe et hus.

Det er utilfredsstillende, at kommunen ikke sikrer, at der er lejeboliger til rådighed. Venstre mener, at Skolemarken er en oplagt mulighed, men at der også kan være andre løsninger.

Kom og deltag i en samtale om, hvordan vi kan løse dette problem. Der vil være kaffe på kanden.

Venlig Hilsen

Jens Borup

Valgt for Venstre i Frh. kommune.