Destination NORD har i sommeren 2025 haft turistværter på gaden i Skagen, Sæby, Frederikshavn og Aalborg for at hjælpe turisterne rundt, besvare spørgsmål og bistå med kort og inspirationsmaterialer. Det har givet et særligt godt indblik i, hvad turisterne kommer her for, og hvad de oplever, mens de er her.
De fire turistværter i byerne er blevet instruereret i at indsamle svar fra de turister, de er i kontakt med, og det har givet et spændende indblik i bl.a. rejsemotiver, rejseadfærd og ikke mindst turisternes oplevelse af de byer, som de besøger.
“Her bider jeg virkelig mærke i, at turisterne har så meget godt at sige om alle de steder, vi har samlet data ind. De oplever generelt byerne i vores destination som pæne og rene, lokalbefolkningen og personalet på de steder, der besøger, som venlige og imødekommende, og føler sig godt tilpas og taget imod på en behagelig måde. Det er en stor cadeau til frontpersonale og medarbejdere på overnatningssteder, attraktioner, spisesteder, i butikker osv.,”
– siger projektkoordinator Sabine Lyckegaard, som er ansvarlig for gæsteservice i Destination NORD.
Det er også tydeligt af rapporten fra turistværterne, at mange gæster i Skagen har en særlig tilknytning til byen og området, som de ofte har besøgt flere gange. Der er stor tradition for genbesøg.
“Gæster i Skagen fortæller, at de oplever en venlig modtagelse og lægger vægt på de gode restauranter med lokale råvarer og med fokus på kvalitet og smagsoplevelser, der trods høje forventninger ofte formår at overraske positivt. Skagens kulturarv, kunst og traditionsrige fortællinger er stadig vigtige for gæsterne, som oplever, at det giver byen en unik DNA og stedsfortælling. Det opleves selvfølgelig på museerne, men også i forskellige dele af byen, hvor man møder de lokale byggetraditioner,”
– fortæller Sabine Lyckegaard.
Også by- og shopping-livet fremhæves særligt positivt, og byen opleves som intim med naturomgivelser i særklasse. Særligt mange nævner Grenen som en stor oplevelse, der også er nemt tilgængelig.
Modne, kunstinteresserede par på rundrejse
Turistværterne i Skagen har i sommermånederne været i kontakt med flest danske gæster, dernæst tyske. De fleste var par, 50+ og uden medrejsende børn. Flertallet fortæller, at de planlægger at besøge flere nordjyske byer og steder. 13 % er i Skagen for at opleve kunst og kultur.
De fleste bor i sommerhuse (ca. 32 %), men mange (25 %) bor også på hotel eller på campingpladser (20 %).
“Vi har været glade for at have turistguiden placeret ved Skagens Museum. Det har været en fornøjelse at kunne agere baggrund for denne nye form for turistformidling – ligesom kunsten og kulturarven, som kunstnerne i Skagen skabte, var med til at danne baggrunden for den by, Skagen er i dag,”
– siger Simone Sefland Storm Pedersen, som er presse- og kommunikationsmedarbejder på Skagens Kunstmuseer.