
Skawbowling får ny forpagter, og det bliver et yderst velkendt ansigt, der fremover står i spidsen for bowlingcentret. Pr. 29. november overtager Danny Bindslev Foldager nemlig forpagtningen, og skiftet markeres med en stor fest for hele familien lørdag den 29. november fra kl. 12.00 til 24.00.
Allerede fra kl. 12.00 åbnes dørene til en dag fyldt med aktiviteter, overraskelser og gode tilbud.
Fra kl. 12.00 til 18.00 er der gratis bowling, og de første 20 børn og 20 voksne får en velkomstdrink. Derudover er der gratis snacks til de første 10 bowlingbaner og kage fra kl. 15.00, så længe der er stykker tilbage.
I løbet af dagen kan gæsterne glæde sig til konkurrencer med præmier til både børn og voksne, Mystery Box, Spin the Wheel og smagsprøver i en ny og opgraderet slikbar til de første 20 kunder, der handler der.
Samtidig er der særlige tilbud på mad og drikke i centret, og med hvert køb følger et lod, der giver chancen for at vinde ekstra præmier.
Når klokken nærmer sig 21.00, skiftes stemningen til aftenfest med live DJ og Power Bowling frem til midnat.
Dagen bliver også en anledning til officielt at sige pænt farvel til den tidligere forpagter Ole Kragelund, som fortsat betegnes som en god ven af huset, og samtidig byde Danny Bindslev Foldager velkommen som ny mand ved roret.
Der kan ikke bookes baner på forhånd i tidsrummet kl. 12.00 til 18.00 denne dag, så det er bare at møde op og være med, når en ny æra i Skawbowling skydes i gang.