Her til morgen blev redderne fra Skagen Redningsstation hevet op af fjerene kl. 06.19.
Nogle af folkene fra Skagen Havn havde nemlig set en container inde i havnebassinet.
Containeren var spottet i den indre, østlige havn ud for Fabrikskaj/nordkaj.
Redderne sejlede ud og prøvede det bedste de havde lært, at få containeren helt ind til kaj så den igen kunne komme på land.
Dette blev dog besværliggjort af, at containerens port stod på vid gab.
Netop det at porten i enden af containeren stod åbent er formodentligt årsagen til at containeren overhovedet kunne ende ude i havnebassinet.
Da redderne begyndte at trække i containeren tog den imidlertid vand ind, hvilket selv sagt gjorde at den blev sværere og sværere at få op af havnen.
Efter lidt tovtrækkeri med containeren efterfulgt af en snak mellem redderne og folkene på kajen blev det besluttet at lade containeren synke til bunds for nu.