• Forside
  • Nyheder
  • Coastal Kitchen klar til officiel åbning efter velbesøgt reception
07 maj, 2026 Nyheder

Coastal Kitchen klar til officiel åbning efter velbesøgt reception

Fra højre: Jesper Winter, Nanna Trolle og Johan Brodersen

Jesper Winter og resten af holdet bag Skagens nye restaurant bød torsdag eftermiddag velkommen til reception på Fiskehuskajen 21 – fredag åbner Coastal Kitchen officielt

Der var forårssol, milde vinde og masser af god stemning på Skagen Havn torsdag eftermiddag, da Coastal Kitchen inviterede til reception i anledning af åbningen af byens nye restaurant på Fiskehuskajen 21.

Restauranten, der officielt slår dørene op i morgen fredag, havde i dagens anledning inviteret familie, venner, samarbejdspartnere og andre interesserede forbi til en første smagsprøve på det nye sted.

Her kunne gæsterne nyde små serveringer fra menuen, læskende drikke og den særlige stemning, som opstår, når den maritime havnestemning, solskin, mad og mennesker mødes i afslappede rammer.

Bag Coastal Kitchen står Jesper Winter, og til receptionen var også General Manager Nanna Trolle samt den daglige leder af Coastal Kitchen, Johan Brodersen, til stede for at tage godt imod de mange gæster og vise det nye koncept frem på bedste vis.

Et kystnært køkken med sydeuropæisk inspiration

Coastal Kitchen – Tapas & Winebar er skabt som et sted, hvor gæsterne kan læne sig tilbage og nyde små retter, god vin og en uformel atmosfære på kajkanten.

Køkkenet er inspireret af Spanien, Italien og Sydfrankrig, men med et tydeligt afsæt i Skagen og havet.

Det ses også på menutavlerne, hvor klassiske sydeuropæiske serveringer møder lokale råvarer.

Blandt de små retter finder man blandt meget andet:

  • Burrata med tomat, basilikum og balsamico,
  • Ristet majs med smør og vesterhavsost
  • Ristet broccolini med lime og parmesan
  • Ristede padrón-pebre
  • Ristet surdejsbrød med tomat, hvidløg og olivenolie.

Derudover byder menuen blandt andet på:

  • Blæksprutteceviche
  • Ansjoser med ristet surdejsbrød og grillet citron
  • Jomfruhummer med hvidløg, timian og olivenolie
  • Enebærrøget Skagenlaks
  • Kullerfilet med tartarsauce og citron
  • Kalvetatar a la vitello tonnato.

Pasta, pizza, østers og vin

På menuen er der også snacks som Marcona-mandler, Manzanilla- og Gordal-oliven samt sortfodsskinke, ligesom gæsterne kan vælge mellem østers naturel, marinerede eller gratinerede.

Pastaafdelingen byder blandt andet på Arrabbiata, Vongole og Al Salmone, mens der også serveres Pizza al Taglio med eksempelvis pancetta, Skagenlaks eller kartoffel.

Til den søde afslutning kan man vælge imellem tiramisu eller Torta de Santiago.

På drikkevarefronten er der både øl på fad, alkoholfrie øl, cocktails, sangria, vin på glas, sodavand, lemonade, saft og kaffe.

Samtidig opfordrer restauranten gæsterne til at gå på opdagelse i vinskabene og finde deres favorit.

Officiel åbning fredag

Receptionen torsdag eftermiddag gav dermed et første indtryk af det nye spisested, som fremover skal være en del af livet på Skagen Havn gennem sommersæsonen fra maj til september.

Coastal Kitchen får omkring 50 siddepladser indenfor og op til 100 udenfor på kajen.

Med fokus på social dining, små retter, god vin og en varm, uformel stemning er ambitionen at skabe et sted, hvor gæsterne kan samles omkring bordet, dele maden og nyde havnemiljøet i afslappede rammer.