Mandag den 13. juli bliver der både middag, musik og sommerstemning på Havnevej, når Jakobs Café åbner uge 29 med koncert med Chief 1 og Thomas Buttenschøn

Uge 29 i Skagen er noget helt særligt – og hos Jakobs Café på Havnevej bliver den i år sparket i gang med både middag, musik og festlig sommerstemning.
Mandag den 13. juli står Chief 1 og Thomas Buttenschøn på scenen hos Jakobs Café, hvor de to populære musikere kommer med et velspillende band og et repertoire fyldt med både egne radiohits og deres fælles, livsglade duetter.
Koncerten finder sted kl. 22.30-23.45, og billetprisen er 175 kroner pr. person.
Chief 1 og Thomas Buttenschøn fandt sammen i 2021, hvor de blandt andet leverede sommerhittet “Alt er godt” og julesangen “Sol i december”. De har også opnået en tredjeplads i Dansk Melodi Grand Prix med “Højt over skyerne”.
Nu er de aktuelle med ny musik og tager for første gang på turné sammen med en hel koncert.
Hos Jakobs Café beskrives koncerten som en charmerende cocktail af underholdning, musikalitet og sprudlende energi, der skal løfte sommerhumøret i Skagen.
Koncerten varer 75 minutter og afvikles med dansegulv og ståpladser. Billetter sælges kun i forbindelse med reservation af bord til spisning.
I uge 29 har Jakobs Café lavet et særligt setup for aftenreservationerne.
For at imødekomme det voksne publikum i uge 29 er der spisepligt ved alle indendørs bordreservationer om aftenen. Det er ikke muligt at reservere bord som drikkegæst, og maden bestilles ved ankomst til caféen – der modtages ikke forudbestillinger af mad.
Gæster kan vælge mellem to seatings. Første seating er til spisning med ankomst fra kl. 17.30 til 18.30, hvor man har bordet indtil kl. 20.15. Anden seating er til spisning og musik med ankomst kl. 20.30, kl. 20.45 eller kl. 21.00. Her kan man beholde bordet til aftenens musikarrangement og resten af aftenen.
I forbindelse med uge 29 har Jakobs Café sammensat en særlig aftenmenu, som gælder fra 10. til 19. juli. Det almindelige menukort er ikke tilgængeligt i perioden, og gæster kan spare 40 kroner pr. person ved at sammensætte tre retter.
Blandt forretterne er der blandt andet vol-au-vent med sommergrønt i hummerbisque og stegt jomfruhummer, laks fra Skagen Salmon med avocado og mild wasabicreme, hjemmelavet stracciatella med broccolini-salat samt italiensk lufttørret skinke med krustade, tomatrelish og parmesancreme.
Til hovedret kan gæsterne blandt andet vælge dagens fisk fra Kutter S66, supermør bøf af velhængt oksemørbrad, cremet risoni som vegetarret eller kyllingeballotine med grøntsagsbånd, kyllingevelouté og små persillekartofler.
Dessertkortet byder blandt andet på æbledessert med marcipancrumble og vaniljeis, cheesecake i glas med hindbær, lime og hvid chokolade, chokoladebrownie med pistacieis samt Jakobs Sundae med Kastberg vaniljeis, jordbærsauce, flødeskum og mandelkrokant.
Du finder den fulde menu for uge 29 lige her.
Med Chief 1 og Thomas Buttenschøn på scenen, middag før musikken og dansegulv senere på aftenen lægger Jakobs Café & Bar op til en festlig start på en af Skagens travleste sommeruger.
Arrangementet finder sted mandag den 13. juli hos Jakobs Café & Bar på Havnevej 4A i Skagen.