11 juni, 2022 Nyheder

Byens nye butik: Skagen The og Kaffe

Skagen The og Kaffe er en helt ny og særdeles velduftende specialbuik i Skagen.

Her finder du et kæmpe udvalg af især løsvægts the, men bl.a. også friskmalet kaffe og alverdens søde sager.

Bag den nye butik står Mette Friis, som også med stor succes driver rengøringsfirmaet MF Service.

Trods travlhed i rengøringsfirmaet har hun gennem længere tid gået med tanker om at åbne en butik her i byen.

Da et af de 3 butikslokaler hun ejer i den østlige del af Sct. Laurentii vej blev opsagt var hun imidlertid ikke i tvivl meget længere og valgte således at kaste sig ud i livet som butiksejer.

Det har dog ikke været nogen langvarig drøm for Mette Friis at åbne egen butik. Der er imidlertid flere andre gode grunde til at hun valgte at åbne Skagen The og Kaffe.

Først og fremmest ønsker hun at støtte op om det lokale handelsliv, hvor især specialbutikkerne i byen betyder meget for hende. Samtidig følte hun at der var et hul i markedet – At der manglede et sted hvor man kunne købe the, kaffe, chokolade og alverdens andre lækkerier i en uovertruffen kvalitet.

Desuden øjner hun muligheden for at gøre dagligdagen lidt sjovere og mere fleksibel for de damer der er ansat i MF Service.

En stor del af disde har nemlig tidligere erfaring i at stå i butik og flere af dem savner det. Hvad de til gengæld ikke savner er 4-5 lukkevagter om ugen og den stilhed der kan være i en butik sommetider.

Med Skagen The og Kaffe kan rengøringsdamerne tage en enkel vagt i butikken af og til og på den måde bryde lidt op med hvad der ellers til tider kan være en relativ triviel hverdag. Dertil kommer at der, når der ikke er kunder i butikken, pakkes gavekurve- og poser til den helt store guldmedalje.

Alt hvad hjertet begærer af danske lækkerier

Allerede i det øjeblik du træder ind ad døren til den hyggelige butik, rammer de mest fantastiske dufte dig.

Her bliver du mødt af et fantastisk udvalg af danske specialiteter og lækkerier.

Sortimentet består eksempelvis af ca. 50 forskellige varianter af løsvlgts the, flere forskellige slags kaffe, chokolade fra Aalborg Chokoladen, alverdens slik lavet med hjertet og fra bunden.

Derudover finder du prisvindende Mjød fra Tarp Bryggeri, økologisk, alkoholfri cider samt smuk og unik glaskunst.

Mette Friis og hendes personale står desuden altid klar med værtindegaver og gavekurve i flere forskellige størrelser og til hvert et budget.

Der er således nok af undskyldninger for at svinge en tur rundt om Skagen The og Kaffe på Sct. Laurentii Vej nr. 15.

Til spørgsmålet om det bliver en sommer- eller helårsbutik er svaret klart. Det bliver helt sikkert en helårsåbent butik, dog sandsynligvis med et par ugentlige lukkedage i vinterhalvåret.