01 oktober, 2023 Nyheder

Byens erhvervsliv bakker op om Skagen Marathon

Når startskuddet om kun 6 dage – lørdag d. 7. oktober kl. 10 lyder til dette års Skagen Marathon, er det med solid opbakning fra byens erhvervsliv.

Selvom det er Toppen af Danmark der er arrangør og tovholder på det store marathon, så står de på ingen måde alene i hverken planlægningen eller eksekveringen af løbet.

Med i selve planlægningen er nemlig både Rico Eiersted fra Coast2Coast og Skagen OK og Motion.

Når det kommer til selve afviklingen af Skagen Marathon træder den lokale opbakning for alvor i karakter.

Eksempelvis bliver den løbetrøje som alle løbere får uddelt ved check-in inden løbet leveret, samt får påført tryk hos FF Handel.

I målområdet vil man kunne støde på Sport 24 som hvert år åbner en pop-up shop i teltet dernede.

I selvsamme telt finder man Skagen Frisk og Slagter Munch som står klar med henholdsvis indbydende fiskesandwiches og lækre hotdogs med egne pølser.

Pakhuset står imidlertid for kolde såvel som varme drikkevarer i lange baner.

Da Kræftens Bekæmpelses kampagne Lyserød Lørdag i år falder sammen med Skagen Marathon rykker Skagen Handel ligeledes ind i målområdet på havnen. Her sælges der lodder i den gode sags tjeneste – hvoraf der udtrækkes vindere af flotte præmier, sponseret af Skagen Handels medlemmer, for mere end 25.000 kr. kl. 14.30 vil der være live udtrækning af præmierne i Sport 24´s stand inde i teltet.

Sidst men ikke mindst uddeler Jakobs Café & Bar traditionen tro skawbo-trofæet til den hurtigste mand og kvinde fra Skagen på 1/2-marathon distancen.

Derudover kommer en række mindre samarbejder med en række virksomheder, ligesom at en række af byens virksomheder har valgt at støtte op om Skagen Marathon med et sponsorat.

Skagen Marathon er således på alle måder solidt forankret i Skagen, med gode samarbejdspartnere, samt en solid støtte og opbakning fra det lokale erhvervsliv.

Skal du nå at have et startnummer? – læs mere om de mange distancer og tilmeld dig lige her