Jack Cramer og Ruths Hotel slår til igen og viser endnu en gang at de kan noget unikt når det kommer til gastronomi og historiefortællinger.
I Danmark er vi kendt for at have nogle af verdens bedste restauranter, men det er ikke kun i restauranternes dampende køkkener, dette land hører til i den kulinariske verdenselite. Danmark har nemlig også et godt ry, når det handler om fysiske bøger med opskrifter og billeder i – nemlig kogebøger.
Den 25-28. maj skal syv kogebøger dyste for Danmark i den prestigefulde Gourmand World Cook Book Awards 2023 i Umeå. Awardshowet har været afholdt rundt om i verden siden 1995 og kårer verdens bedste kogebøger fra mere end 230 lande og regioner. En prisfest som arrangørerne kalder for ’kogebøgernes Oscar-show’.
Køkkenchef Jack Cramer er nomineret i kategorien ’HOTEL’ for det digre værk ’Ruths Hotel’ på 557 sider. Det er historien om det navnkundige hotel i Skagen fortalt gennem smage og dufte og uforfalsket kulinarisk kærlighed. I bogen er der rigtig flotte stemningsbilleder og udendørsbilleder fra området. Og bogen indeholder selvfølgelig også lækre opskrifter fra Jack Cramer og billeder af hans smukke retter taget af Jesper Rais.
Der forfattes og sælges rigtig mange kogebøger over hele verden, og der indsendes da også omkring 100.000 kogebogs-bidrag til Gourmand World Cook Book Awards hvert år. Blot 1000 af disse slipper gennem nåleøjet og nomineres i en lang række forskellige kategorier.
Syv danske bidrag har i år fundet vej til finalen og hele fem af disse er udgivet af forlaget DreamLitt.
Fælles for de fem nominerede kogebøger fra DreamLitt er, at en af Danmarks bedst kendte og mest prisvindende madfotografer, Jesper Rais, står bag de flotte og indbydende madbilleder i bøgerne.
Sådan lyder det fra Jesper Rais, der hyppigt bruger tid sammen med nogle af landets bedste kokke og forøvrigt selv er ret ferm i et køkken.
Mens internettet æder løs af salgskurverne på den fysiske litteratur og efterlader flere og flere tomme boghandlere i sit kølvand, så har nettet endnu ikke udkonkurreret den fysiske kogebog, som fortsat både sælges, læses og vises frem. Endda selvom at se på og dele madbilleder og opskrifter på sociale medier er blevet en almindelig del af den moderne madkultur.
Med drømme følger billeder, og netop billederne er en væsentlig del af de moderne kogebøger.
Vi vil gerne dyrke de smukke retter og den gode smag, og vi vil rigtig gerne give penge for at vise, at vi er med på madnoderne. Derfor er kogebøgerne fortsat populære.
De står ikke altid på køkkenhylden, så de kan tages ned, når man skal vide, hvordan man samler en brun sovs. I dag er mange kogebøger blevet opgraderet til coffetablebooks – og bogen om Ruths Hotel er helt sikkert en af disse.
Fra 1901 tog Frøken Jensens Kogebog kampen op mod de håndskrevne opskrifter, der var gået i arv gennem generationer.
Frøkens Jensens indtog på køkkenhylden blev hurtigt et supplement til de nedarvede opskrifter, og siden første udgave er der solgt mere end en million eksemplarer af den populære kogebog.
I dag er bogen fortsat populær. Men kogebogen og madopskrifter anno 2023 er en noget anden størrelse end Frøken Jensen fra 1901. ”Kogebøger er et katalog over drømme mere end noget, vi i praksis i bruger”, har seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek, historiker og forfatter til ph.d.-afhandlingen ’Danske trykte kogebøger 1900-70. Fire kostmologier’, Caroline Nyvang, udtalt til Information i 2021.