Det gør en kæmpe forskel på støjniveau og luftkvalitet, at fiskefartøjer og kommercielle skibe kan koble sig på landstrøm, når de anløber Skagen Havn. Og det er der faktisk også god forretning i.
For Skagen Havn har lavet et godt tilbud til de skibe, der anløber Danmarks største fiskerihavn: Landstrøm til en fast, lav pris.
“Med en lav pris på landstrøm giver det mening for skibene at koble sig på og slukke for dieselgeneratorerne. Herved opnår vi en stor emissionsbesparelse på CO2 og støj.”
– Fortæller Willy B. Hansen, der er havnedirektør på Skagen Havn og fortsætter:Det giver ro i maven for både skipperne og os som havn, at de er på landstrøm. Så
“Den med guleroden virker også i den maritime branche.”
Og der bliver snart serveret endnu flere gulerødder på havnen, for yderligere to landstrømsanlæg til hver otte millioner kroner er på vej.
Etape 3 af Skagen Havn – det nordlige bassin – er ofte godt belagt med store fiskeskibe, som skal bruge strøm i kortere perioder. Derfor har havnen investeret et nyt og mobilt strømanlæg, der kan give 10 nye udtag for hver 100 meter på kajen. Anlægget bliver opført med støtte fra Interreg North Sea projektetet REDII Ports.
– Det gør det virkelig fleksibelt, at vi kan flytte strømmen derhen, hvor behovet er, og at vi ikke er afhængige af, at skibene skal ligge på bestemte pladser, forklarer Willy B. Hansen.
Det andet anlæg kommer til af fungere ved området omkring FF Skagen og Scandic Pelagic, hvor fiskeskibene ligger og lander deres last. Det kommer fremover til at kunne gøres på landstrøm, og skibene kan slukke for deres motorer imens.
Anlægget og teknologien er banebrydende nyt, og der findes kun få andre anlæg i verden – alle udenfor EU. Anlægget bliver opført med støtte fra Interreg Baltic-projektet Blue Supply Chains og cable management-systemet bliver leveret med støtte fra Interreg North Sea-projektet Green Supply Chains.
– Med det nye anlæg kan vi få skibene over på landstrøm, så snart fortøjningerne er klar. Anlægget bliver ret kraftigt, fordi hvert skib skal bruge op til 1,1 MW, og de får derfor behov for opkobling med op til fire 350 amperes kabler, fordi de skal køle på fiskene, indtil de er losset.
Det er altså et kæmpe skridt i den grønne retning, og Skagen Havn bliver foregangshavn for andre industrihavne på den front – Men ambitionerne er endnu større.
For Skagen Havn vil være CO2-neutral inden 2030, og det kræver langsigtede og dyre investeringer. Det er nemlig ikke billigt at etablere landstrøm på havnen. Indtil videre har Skagen Havn investeret mere end 26 millioner kroner i projektet.
De nye landstrømanlæg kommer først og fremmest de mere end 5.500 fiskefartøjer og omkring 700 handelsskibe, der anløber havnen om året, til gode.
Derudover arbejder Skagen Havn på landstrøm til de krydstogtskibe, der hvert år bringer omkring 160.000 turister og omsætning til byen. Men der er man oppe i en helt anden skala, forklarer Willy B. Hansen:
“Investeringen alene er på 75 millioner kroner. Forretningsmæssigt hænger en investering i denne størrelsesorden ikke sammen med den mulige indtjening – selv ikke hvis alle krydstogtskibene gik på landstrøm. Derfor søger vi alle afkroge for at finde økonomisk støtte til projektet.”
Pengene er ikke den eneste udfordring. For selve infrastrukturen skal også på plads.
“Vi skal bruge 16 megawatt, hvilket Nord Energi Net ikke kan levere på nuværende tidspunkt. Det er en opgave for Nord Energi Net, der har lovet at trække et kabel mere op til Skagen, men det tager tid og er en opgave, vi prøver at løse i samarbejde med flere aktører.”
Opgaven haster, for også i krydstogtbranchen har man fokus på at blive mere bæredygtige.
“Landstrøm til krydstogtskibe er en kæmpe opgave, som vi arbejder hårdt på at få løst. Skagen Havn er ambitiøs, og vi ønsker at understøtte en ansvarlig og bæredygtig omstilling. Derfor vil vi gerne investere i projekter, der understøtter vores egen og vores kunders indsats i at fremme den bæredygtige udvikling. Men det her kan vi ikke gøre alene. Der skal også politisk opbakning bag.”
Som en aktiv erhvervshavn og Danmarks største fiskerihavn er Skagen Havn dermed sit ansvar bevidst. Det ligger i tråd med Danske Havnes vision om at være blandt de fremmeste i verden hvad angår bæredygtige løsninger.
Havnene skal ‘være den grønne forbindelse mellem hav og land’, som der står i visionen.
Skagen Havn ligger klos op af byen, boliger og butikker. Derfor er man også her bevidst om sit ansvar for at skabe forhold, der tilgodeser både de kommercielle interesser på havnen og hensynet til borgerne i Skagen.
Molerne er i dag et yndet udflugtsmål for lokale og turister, der kan køre helt ud til molehovedet, hvor man kan se aktiviteterne på havnen og nyde udsigten i området.
Den centrale del af havnen er også under omdannelse, og på området omkring den gamle auktionshal er Motormuseet ved at blive opført, og på den måde får oplevelsesøkonomien også en større rolle på havnen.
“Det er vigtigt for os, at vi har en god relation til den omverden, vi er en del af. Derfor arbejder vi også løbende på vores klimaaftryk og hensynet til borgerne i Skagen. I det daglige arbejder Skagen Havn også med de 17 verdensmål, og helt konkret har vi udvalgt syv, som er i fokus for vores arbejde.” – siger Willy B. Hansen.
Der er tale om målene 7 – bæredygtig energi, 9 – industri, innovation og infrastruktur, 11 – bæredygtige byer og lokalsamfund, 12 – ansvarligt forbrug og produktion, 13 – klimaindsats, 14 – livet i havet og 17 – partnerskaber for handling.
Skagen Havn beskæftiger i det daglige knap 25 medarbejdere, der har base på det nye 1200 kvadratmeter store havnekontor, der blev indviet i november 2023.