
Billedkunstner Gitte Toft er rykket ind på pladsen foran stationsbygningen i Skagen.
Efter nogle års pause vender billedkunstner Gitte Toft tilbage til Skagen med nye værker og nye rammer. Gittes kunst har i den mellemliggende periode været repræsenteret hos Galleri Bo Skagen, men nu har hun fået lyst til at drive eget galleri igen.
Galleri Skagen 2.0 er nu beliggende på stationen i Skagen – midt i den by og den natur, som fortsat trækker i kunstneren.
Der findes steder i Danmark, man besøger. Og så findes der steder, man bliver ved med at vende tilbage til. For Gitte Toft er Skagen et af de steder.
Tidligere drev hun Galleri Skagen i gågaden, men selv efter nogle år væk fra byen stod det klart, at fascinationen af lyset, havet og landskabet omkring Danmarks nordligste punkt ikke havde sluppet sit tag.
“Skagen kan noget helt særligt. Det er ikke kun lyset. Det er følelsen af kant, af vind, af åbne horisonter og den rå natur mellem havene. Man mærker det, så snart man kommer herop,”
– fortæller Gitte Toft.
Hendes malerier kredser især om havet og strandene omkring Skagen. Store lærreder med bevægelse, himmel og vand, hvor beskueren næsten får fornemmelsen af selv at stå i klitterne eller vandre langs strandkanten.
Gitte Toft arbejder intuitivt og stemningsbaseret, og hendes værker er præget af både ro og dramatik. Havet bliver ikke blot et motiv, men et rum man træder ind i, Gitte facineres af horisonter, man kan forsvinde og fortabe sig i.
Med åbningen på stationen ønsker hun at skabe et levende og tilgængeligt galleri og atelier for både lokale, turister og kunstinteresserede, der passerer gennem byen. Man kan således få indblik i hendes arbejdsmetoder og teknikker, for hun vil være at finde i galleriet med arbejdstøjet på og publikum er mere end velkomne til at kigge ind i atelieret.
“Jeg er virkelig glad for at være tilbage i Skagens bybillede og den smukke natur og glæder mig til til at komme i gang med arbejdet,”
– siger Gitte
Hun holder åbningsreception i dag, fredag den 15. maj kl. 14-18, hvor alle er velkomne til at kigge forbi.