
Hvordan skaber man den bedste kontakt til sit lille barn, og hvordan bliver man bedre til at forstå barnets signaler og behov? Det sætter Barnets Blå Hus fokus på, når de i november inviterer forældre på barsel og deres babyer til tre hyggelige formiddage i Skagen med sang, musik, nærvær og inspiration til forældrerollen.
Arrangementerne finder sted tre onsdage i november, hvor deltagerne får mulighed for at mødes med andre småbørnsforældre og blive klogere på samspillet mellem forældre og børn.
Der bliver både plads til faglig inspiration, praktiske øvelser og hyggeligt samvær over en kop kaffe.
Med udgangspunkt i erfaringerne fra arbejdet med børn og familier i Barnets Blå Hus vil deltagerne blandt andet blive introduceret til begreberne synkronisering og mentalisering.
Synkronisering handler om at være i samme rytme som sit barn. Som forælder kan man eksempelvis tilpasse sin stemme, sit blik og sine bevægelser til barnets signaler og behov, hvilket kan være med til at skabe tryghed og nærhed.
Mentalisering handler om evnen til at forstå både egne og barnets tanker, følelser og intentioner. Det indebærer blandt andet at kunne se bag om barnets adfærd og blive opmærksom på, hvordan ens egne reaktioner påvirker samspillet.
Gennem små øvelser og samtaler vil forældrene få inspiration til, hvordan de kan styrke relationen til deres barn og skabe gode rammer for barnets trivsel og udvikling.
Musikpædagog og terapeut Helle Krogsbøll medvirker også i forløbet, hvor hun gennem sanglege og musik vil invitere forældre og babyer til at udforske kontakten og samspillet med hinanden.
Her er fokus på den glæde og det nærvær, som musik og fælles aktiviteter kan skabe mellem barn og forælder.
Samtidig bliver der mulighed for at udveksle erfaringer med andre forældre, der befinder sig i samme fase af livet.
Arrangementerne finder sted onsdag den 11., 18. og 25. november, alle dage fra klokken 10.00 til 11.30.
Det foregår i Ungdomsklubben Sct. Laurentius på Kirkevej 29 i Skagen, og det er ganske gratis at deltage.
Der serveres kaffe og lidt at spise undervejs.
Tilmelding foregår ved at sende en sms til 21 42 49 33.
Man kan læse mere om Barnets Blå Hus og organisationens arbejde med børn og familier på barnetsblaahus.dk.