24 January, 2023 Nyheder

B.young åbner butik i skagen

Torsdag d. 2. marts slår b.young dørene op til deres nye butik i Skagen.

Butikken kommer til at ligge attraktivt i gågaden, i de lokaler der tidligere har huset butikker som ONLY og Esthetique Vivienne.

B.young tilbyder modetøj til kvinder i alle aldre. I den nye Skagen butik vil man desuden kunne finde tøj til både hverdag og fest – og alt der imellem.

Som kunde vil man hurtigt opleve at b.young bestemt ikke er farveforskrækket samt at de holder meget af mønstre i deres kollektioner.

Såvel farve som mønstre er dog nøje udvalgt med et smukt design for øje.

Om åbningen udtaler distriktschef Mette Dahm:

“Vi glæder os til at bidrage med godt humør og god service i den nye b.young butik i Skagen.”

Ingen personalemangel her

På trods af den generelt lave arbejdsløshed samt tiden på året, så beretter Mette Dahm om overraskende stor interesse for de opslåede stillinger til den nye b.young butik i Skagen.

Hun er naturligvis både glad og beæret over de mange ansøgninger og takker for den store interesse.

Det brede felt af ansøgere lover godt for, samt vidner om stor interesse for b.young forud for butiksåbningen i Skagen.

B.young er ejet af det ikast-baserede DK company og har mere end 100 butikker i Norge og Danmark tilsammen.

Mette dahm og hendes kommende personale ser frem til at byde indenfor i b.young butikken i Skagen torsdag d. 2. Marts.