27 november, 2025 Nyheder

Alle mand på dæk! Guider søges

Har du lyst til at lære mere om Skagen og omegn – og være med til at formidle den viden videre til krydstogtgæster og turister fra hele verden?

Anløbslisterne for sæson 2026 og de næstkommende sæsoner, ser lovende ud for krydstogt i Skagen, og derfor bliver der brug for flere guider til at vise de internationale gæster rundt i området.

I 2026 starter sæsonen i midten af marts og slutter i november. Månederne fra juni til august er klart de mest travle, mens ydersæsoner som maj og september haler godt ind.

Derfor afholder Cruise Skagen, i samarbejde med Toppen af Danmark, guidekursus med første kursusdag søndag den 18. januar. Kurset er et selvstudie kursus med undervisningsdage, både ”on-location”, ” teoretisk undervisning” og ”guid-selv”. På ”guid-selv” dagene, får kursusisterne lov til at være på og vise det tillærte. Guidekorpset i Skagen tæller på nuværende tidspunkt omkring 50 aktive guider, heraf Ingrid fra Sæby og Karen fra Hirtshals. Ingrid har guidet engelsktalende krydstogtgæster i 10 sæsoner og hun siger; ”Jeg synes, det er skønt at møde krydstogtgæster fra hele verden og få lov at vise og fortælle om vores spændende attraktioner og smukke område – ikke bare i Skagen, men også andre steder i det nordjyske. F.eks. har jeg guidet mange ture til Voergaard Slot og Sæby – det er også særdeles populært blandt vores gæster.”

Karen har været guide i to sæsoner, både på engelsk og på tysk, og hun fortæller; ”Det er en fornøjelse at guide krydstogtgæsterne rundt i vores område og helt særlige natur. Gæsterne er begejstrede for både Skagens historie og udvikling, for kulturen og ikke mindst for naturen og arkitekturen. Jeg havde naturligvis brug for solid baggrundsviden og den blev formidlet, på bedste vis, af erfarne guider på Guidekurset. Undervejs i forløbet fik jeg mulighed for selv at prøve at guide ved de forskellige lokaliteter, nemlig på ”guid-selv” dagene, hvor teori blev vendt til praksis og jeg fik lejlighed til at se, om vingerne kunne bære, stadigvæk med støtte og hjælp fra de rutinerede guider og instruktører. Det var trygt, så, hvis lysten er der, skal man bare gå i gang.”

Guidekurset har start søndag den 18. januar 2026. Interesserede kan kontakte Cruise Manager ved Cruise Skagen, Karen Christine Steenberg på info@cruiseskagen.dk eller telefon 23266732.