• Forside
  • Nyheder
  • Alarm ved Skagen Redningsstation: Garnfisker fik tovværk i skruen
27 december, 2024 Nyheder

Alarm ved Skagen Redningsstation: Garnfisker fik tovværk i skruen

I morges omkring kl. 08.30 blev alarmen aktiveret hos Skagen Redningsstation.

Meldingen lød på en garnfisker, der havde fået noget i skruen. Det viste sig hurtigt at være tovværk, der lå og flød i vandet og havde viklet sig ind.

Redningsstationen reagerede hurtigt og sendte den mindre redningsbåd, FRB08, mod fiskerens position. Han befandt sig ca. 12 sømil nordøst for Hirtshals Havn – omtrent midt imellem Skagen og Hirtshals.

På stedet blev der etableret kontakt med skipperen, og det blev besluttet at slæbe kutteren til Hirtshals.

Her stod en dykker allerede klar på kajen til at fjerne det tovværk, der havde sat sig fast i skruen.

Efter kutteren var sikkert til kaj og problemet udbedret, satte redningsbåden kurs mod Skagen.

Ved ankomst gik mandskabet straks i gang med at klargøre FRB08 til fremtidige opgaver.

Endnu en gang viste Skagen Redningsstation deres høje beredskab og hurtige indsats, som er en tryghed for alle, der færdes på havet.