I dag, tirsdag den 3. juni er der igen liv på krydstogtkajen på Skagen havn, hvor AIDAnova fra AIDA Cruises i skrivende stund er ved at lægge til kaj.
Skibet forventes at sejle fra Skagen igen kl. 18.00.
Med omkring 6.000 gæster ombord er der tale om en af de helt store anløb denne sæson. Selvom den præcise fordeling af nationaliteter ikke er bekræftet, er det med stor sandsynlighed et overvejende tysk publikum, AIDAnova i dag bringer til Skagen – i tråd med rederiets markedsfokus og skibets afsejlingshavn i Kiel.
Skagen er 8. havn på rejsen, der begyndte i Kiel den 24. maj og slutter samme sted den 7. juni. Undervejs har gæsterne oplevet blandt andet Bergen, Nordfjordeid og Haugesund i Norge, Aarhus og i går København i Danmark. Efter Skagen sejler skibet videre til Kristiansand og Oslo, før det igen lægger til i Kiel.
For at gøre det let for de mange gæster at opleve både by og natur, er der arrangeret shuttlebusser tur/retur mellem Krydstogtkajen (kaj 9) og Grenen, med stop ved Vestre Strandvej ud for Havnevej.
Første afgang fra kajen er kl. 08.30
Sidste shuttle fra Vestre Strandvej mod kajen afgår kl. 16.50.
Busserne giver de besøgende mulighed for at opleve både det livlige centrum og den ikoniske natur ved Danmarks nordligste punkt.
Med tusindvis af gæster i byen er dagens anløb en vigtig dag for både detailhandel, restaurationer og kulturinstitutioner i Skagen.
Gæsterne får mulighed for at opleve byens særlige atmosfære, de mange lokale specialiteter og seværdigheder som Skagens Museum og Grenen.
AIDAnova er blot det andet ud af tre større krydstogtskibe, der anløber Skagen i denne uge. Fredag gæster skibet Mein Schiff 1 fra TUI Cruises nemlig Skagen med op imod 2.894 gæster ombord.