
Efter mere end fire årtier som en fast del af bybilledet i Skagen lukker Stenbroen Optik nu butikken. Indehaver Finn Stenbroen takker af efter et langt optikerliv, hvor tusindvis af skagboere gennem tiden har fået hjælp til både briller, kontaktlinser og synsprøver i butikken på Sct. Laurentii Vej.
Lukningen markeres i morgen, fredag den 5. december, hvor Finn inviterer kunder, samarbejdspartnere og venner af huset til afskedsreception på Jakobs Café & Bar i tidsrummet kl. 14.00-17.00. Alle er velkomne til at kigge forbi, sige farvel og dele et glas og en god historie fra årene med Stenbroen optik.
I forbindelse med lukningen kører butikken ophørsudsalg med 60 procent rabat på brillestel. Samtidig gør Finn opmærksom på, at eventuelle gavekort og tilgodehavender skal bruges senest lørdag den 13. december, og han opfordrer alle til at kigge forbi inden denne dato, hvis de ligger inde med et beløb hos Stenbroen Optik.
Sidste dag med synsprøver var mandag den 1. december, men for mange kunder bliver det ikke et egentligt farvel. Finn har nemlig indgået en aftale med Thiele i Skagen og tager sit kundekartotek med, så kontinuiteten bevares for de mange trofaste kunder. Finn fortsætter et par dage om ugen hos Thiele, og medarbejderen Ditte følger også med og glæder sig til nye udfordringer hos Thiele.
Finn sender en stor og hjertelig tak til alle, både kunder, samarbejdspartnere og nuværende såvel som tidligere ansatte, der gennem mere end 40 år har støttet butikken, kigget ind til en snak og vist tillid til Stenbroen Optik. Nu lukkes dørene snart, men både Finn og Ditte håber, at skagboerne har lyst til at følge med videre til Thiele, hvor de ser frem til at byde kunderne velkommen i nye rammer.