To alvorlige, separate ulykker i går, søndag kalder på ekstra opmærksomhed og omtanke, når man færdes ved skrænter, da det voldsomme vejr de seneste dage kan føre til at underlaget løsner sig og skrider ned. Vagtchefen ved Nordjyllands Politi beder borgere om, at være forsigtige.
Der har i løbet af dagen i dag, søndag den 25. august 2024, været to separate ulykker, som formentlig er afstedkommet af de seneste dages heftige nedbør. Den første ulykke fandt sted på Mors, hvor et barn blev fastklemt i forbindelse med et jordskred ved en molergrav på Mors.
Lidt senere, ved en anden ulykke, blev to børn overrasket af et pludseligt opstået sandskred. Begge ulykker fandt sted i Midt- og Vestjyllands politikreds, men vagtchef Ole Buus fra Nordjyllands Politi beder også alle der færdes på skrænter og klitter i det nordjyske, om at være særligt opmærksomme:
”Den første ulykke sker på Mors i en molergrav og den anden ulykke indtræffer ude ved kysten. Begge steder løsner underlaget sig pludseligt og kommer i skred. Der er naturligvis spærret af de pågældende steder nu, men det er umuligt for os at forudsige hvor dette ellers kunne ske. Vi ved at der findes mange høje klitter og skrænter, særligt i Jammerbugt Kommune, men hele vejen op langs vestkysten, og ved diverse grusgrave med videre, kan dette være aktuelt.”
Her på toppen af Danmark har vi ligeledes rigeligt af klitter, for slet ikke at tale om Råbjerg Mile.
Netop i Råbjerg Mile skete der allerede tidligere på sommeren en ulykke hvor en pige faldt adskillige meter ned og måtte hentes med hjælp fra brandvæsnet og flyves væk med helikopter.
Det er således med at være varsom når man efter de seneste dages uvejr begiver sig ud i diverse klitlandskaber i vores ellers smukke og indbydende natur.
Vagtchefen fortæller videre:
”Vi er i dialog med Nordjyllands Beredskab og vil også række ud til kommunerne for at sikre os, at de er opmærksomme på problematikken i deres lokalområde. Det bedste man som borger kan gøre, er at være opmærksom når man færdes i naturen og holde et vågent øje med hvor børnene færdes.”