Den frivillige forening Ålbæk Havnebad opnåede for få uger den store anerkendelse at blive hædret som én ud af kun tre vindere i Nordjyske Banks foreningspris. Det var blandt et rekordstort felt bestående af intet mindre end 242 indstillede foreninger.
Nordjyske Banks årlige foreningspris hylder det gode foreningsliv i Nordjylland. En af de tre vindere blev altså Ålbæk Havnebad, som er en nystartet frivillig forening, og ifølge bankdirektør Claus Andersen er det et eksempel på en forening, der virkelig gør en forskel.
”Ålbæk Havnebad har virkelig formået at skabe faciliteter til stor værdi for både lokale og de turister, der kommer til området,”
– siger Claus Andersen og fortsætter:
”Siden saunaen blev indviet i november sidste år, er medlemstallet allerede nu over 200, mens der har været næsten 400 gæster, som har købt engangsadgang. Derudover skaber det ikke kun værdi for dem, der vil bade og gå i sauna. Der er fri adgang til udsigtsplatformen ovenpå saunaen, som har skabt en attraktion i selv, og dermed stiller foreningen også faciliteterne til rådighed for mange flere end blot medlemmerne. Det er et imponerende initiativ, som vi gerne vil belønne.”
Ålbæk Havnebad er blevet en realitet gennem et stort fondssøgningsarbejde. Da alt var på plads, var det imidlertid ”lige ved at gå galt”.
Elektrikeren, som er en af de sidste, som skal arbejde på sådan et projekt, var katastrofalt tæt på at dø af grin, da han så, hvor det var tiltænkt, at han skulle koble kablet til. Der var på den kommunalt ejede Ålbæk havn ikke nær nok adgang til den strømmængde, som elektrikeren havde brug for til at få saunaen tilkoblet.
Derfor, måtte der installere en ny 50 amperegruppe på havnen. En udgift som Energi Nord tog sig betalt for med knap 60.000 kr.! Synes noget i overkanten, men ikke noget Energi Nord vil hjælpe foreningen med at mindske.
Dernæst stod ingeniørfirmaet Villy Andersen ApS, Frederikshavn for fræsning af asfalt, opgravning, nedlægning af kabel, tildækning og ny asfalt. Hvor firmaet i første omgang ”kun” var bestilt til at lave en underføring af kablet, uden opgravning. En sådan underføring forsøgte Villy Andersen med 5 mand og specialudstyr at gøre, men pga. gamle ikke-kortlagte stensætninger lykkedes det ikke og man måtte i stedet i gang med graveudstyret. Foreningen fik en stor håndsrækning fra ingeniørfirma Villy Andersen, da man valgte ikke at beregne for det i første omgang forgæves arbejde.
Ligeledes kostede det ekstraarbejde for el-installationsfirmaet H. Jespersen & Søn A/S, Hirtshals at forholde sig opgavens ændrede karakter. Ekstraarbejde som der er betalt for, men af foreningen oplyses det, at man har haft et helt unikt samarbejde med H. Jespersen som også har hjulpet med at få det fuldautomatiske bookingsystem til at spille – uden beregning.
Som nævnt er det kun få uger siden, at foreningen blev en af de tre vindere af Nordjyske Banks foreningspris. Initiativtager og formand for Ålbæk Havnebad, Henrik Andersen kan nu yderligere informere, at denne donation nu bliver det fulgt op af FF Fonden. En fond som udspringer af de store FF-fabrikker i Skagen og som primært støtter indenfor fiskerierhvervet men også støtter almenvelgørende, herunder kulturelle formål i områderne indenfor FF Skagens virkeområde.
Fonden har støttet med en meget flot donation. Henrik Andersen er blevet bedt om ikke at offentlige størrelsen på donationen, men kan dog oplyse at det er en væsentlig og meget flot donation
Med disse 2 seneste donationer er Ålbæk Havnebad nu – stort set – gældfri på trods af at de uforudsete udgifter til strøm løb op i ca. 425.000 kr. I alt står udgifterne til etablering af havnebadet med sauna til ca. 2.800.000 kr., som udelukkende er fondsfinansieret og med stor støtte fra Sparekassen Danmark som har mellemfinansieret projektet.