• Forside
  • Nyheder
  • Ålbæk Havnebad officielt indviet: En ny attraktion for både lokale og områdets gæster
01 december, 2024 Nyheder

Ålbæk Havnebad officielt indviet: En ny attraktion for både lokale og områdets gæster

Efter flere års dedikeret arbejde og planlægning kunne Ålbæk Havnebad lørdag fejre sin officielle åbning med en stemningsfuld ceremoni.

En stor gruppe lokale og besøgende var samlet på havnen for at markere dagen med varm gløgg og et første glimt af den nye badeplatform, som kombinerer naturoplevelser med moderne faciliteter.

En gave til byen

Henrik Andersen, formand for foreningen Ålbæk Havnebad, indledte ceremonien med en takketale til alle, der har bidraget til projektet.

”Det her er ikke bare en sauna; det er en gave til byen og alle, der besøger os,” udtalte han.

Han fremhævede også, at havnebadet symboliserer fællesskab og bæredygtig udvikling i Ålbæk.

Saunaen blev åbnet for de første gæster samme dag kl. 12, umiddelbart efter indvielsen og weekenden bød da også på udvidede åbningstider for at give så mange som muligt en chance for at prøve faciliteterne.

Sauna med enestående udsigt

Ålbæk Havnebad ligger yderst på havnen og tilbyder en fantastisk udsigt over Ålbæk Bugt.

Foreningen har lagt vægt på, at stedet er tilgængeligt for alle – både faste medlemmer og gæster, hvilket er ret unikt set i forhold til lignende foreninger rundt omkring i landet.

Medlemmer har ubegrænset adgang året rundt, mens besøgende kan købe billetter via et fuldautomatisk bookingsystem, der sikrer, at der altid er plads og en god oplevelse for alle i saunaen.

Moderne faciliteter og helårsbrug

Ud over saunaen, som er lokalt produceret hos Nordic Yacht Service på havnen i Ålbæk, inkluderer havnebadet to helårsbrusere og en platform med stiger ned i vandet.

Der er også fri adgang til saunaens tagterrasse, som fungerer som udsigtsplatform med panoramaudsigt over hele bugten – fra Skagen i nord til Frederikshavn i syd.

Denne kombination af faciliteter gør havnebadet til et attraktivt udflugtsmål året rundt, ikke kun for vinterbadere, men også for sommergæster fra nærliggende campingpladser, hoteller og feriehuse.

Et boost til lokalområdet

Den nye attraktion forventes at tiltrække mange besøgende og dermed også gavne det lokale erhvervsliv.

Restauranter, butikker og andre serviceudbydere i Ålbæk og omegn ser frem til den øgede aktivitet, som havnebadet forventes at generere.

Med næsten 100 medlemmer allerede ved åbningen og et stigende antal gæstebilletter forventer foreningen en positiv udvikling fremadrettet.

Åbningstider og adgang

Havnebadet har faste åbningstider, som giver gode og faste ramner og samtidig sikre en ren og velholdt sauna for både lokale og turister – hver gang.

Uden for åbningstiderne er tagterrassen og badeplatformen åbne for offentligheden.

Billetter og medlemskaber kan købes via foreningens hjemmeside, hvor man også finder mere information om de forskellige faciliteter.

Åbningstider:

Mandag: Lukket

Tirsdag: 16.00-20.00

Onsdag: 7.00-12.00

Torsdag: 16.00-20.00

Fredag: 15.00-20.00

Lørdag: 7.00-12.00 & 15.00-20.00

Søndag: 7.00-12.00 & 15.00-20.00

Læs mere eller book din gæstebillet lige her.

En dag til mindebogen

Den officielle indvielse sluttede med et fælles ”Skagen-hurra” ført an af Ulla Mosich, Bestyrelsesformand hos Toppen af Danmark og ejer af Ålbæk Badehotel.

Herefter klippede Ulla Mosich og Henrik Andersen i fællesskab den røde snor, hvorefter foreningens bestyrelse inviterede alle tilstedeværende til at se nærmere på de nye faciliteter.

Med sin smukke beliggenhed, moderne faciliteter og åbne tilgang til fællesskab er Ålbæk Havnebad allerede en stærk kandidat til at blive en af områdets mest elskede destinationer.

Artiklen er bragt i samarbejde med Nordic Yacht Service og fotojournalist Mick Knive Anderson

Herunder kan du se en række billeder fra dagen: