
Åbningen af oplevelsescenteret Maskinrummet bliver ikke som først planlagt.
Påsken 2026 – nærmere bestemt Skærtorsdag, skulle have markeret den officielle åbningsdag for det ambitiøse museum, der samler nogle af Danmarks mest spektakulære motorer, maskiner og modehistorie – men nu må både Henning Kjeldsen, hele hans team og kommende gæster væbne sig med tålmodighed.
Ifølge en udmelding fra Maskinrummet skyldes udsættelsen en strid om økonomien i projektet mellem entreprenøren og bygherren, Henning Kjeldsen.
Uenigheden har betydet, at byggeriet ikke er kommet så langt, som det var nødvendigt for at kunne åbne museet som planlagt.
I en video, som er delt på sociale medier, giver Maskinrummets folk en åben og ærlig status på situationen.
Her fortælles det, at ambitionerne for Maskinrummet fortsat er intakte, men at den aktuelle konflikt gør det umuligt at fastsætte en ny, endelig åbningsdato på nuværende tidspunkt.
Maskinrummet har fra begyndelsen været tænkt som en markant ny attraktion i Skagen, der både skal tiltrække lokale, turister og motor- og designinteresserede fra hele landet.
Netop derfor har forventningerne til åbningen været store.
Trods udsættelsen understreges det, at projektet ikke er opgivet. Tværtimod arbejdes der fortsat på at finde en løsning, så Maskinrummet på sigt kan åbne i de rammer og med det indhold, der oprindeligt er lagt op til.
Der meldes ikke noget konkret ud om, hvornår en ny åbningsdato kan forventes.
Maskinrummet lover dog at holde offentligheden opdateret, så snart der er nyt i sagen.