Fredag den 28. august inviterer Smag på Skagen til fællesspisning hos Restaurant K – og vil man med omkring bordet, er det ved at være sidste chance. Tilmeldingsfristen er allerede i morgen, onsdag den 26. august.

På fredag er der igen dækket op til en hyggelig aften med god mad, fællesskab og nye bekendtskaber, når Smag på Skagen rykker ind hos Restaurant K.
Men har man endnu ikke fået sig tilmeldt, er det nu, det skal være.
Onsdag den 26. august er nemlig sidste frist for tilmelding til fællesspisningen, som finder sted fredag den 28. august kl. 18.30.
Smag på Skagen er skabt som et uformelt mødested for skawboere, deltids-skawboere, tilflyttere og andre med tilknytning til byen.
Man kan komme alene, som par, med en ven eller sammen med flere – det vigtigste er lysten til en god aften og til at møde andre omkring bordet.
Restaurant K har sammensat aftenens grundmenu, som koster 300 kroner pr. person.
Til forret serveres bresaola – lufttørret oksekød – med trøffelmayo, parmesan, oliven og salat.
Hovedretten består af ovnbagt kullerfilet med blomkål, blomkålspuré, små kartofler, hvidvinssauce og saltmandler.
Foretrækker man kød, kan kulleren erstattes af amerikansk cuvette med garniture, små kartofler, gulerodspuré og kraftig kalveglace for et tillæg på 50 kroner.
Der kan desuden tilkøbes enten ostebræt eller chokoladekage med vaniljeis og bær for 95 kroner pr. person.
Dermed kan man selv sammensætte aftenen efter appetit og smag.
Ved tilmeldingen lægges prisen for grundmenuen og eventuelle tilvalg sammen, hvorefter det samlede beløb indbetales til arrangementets MobilePay-box.
Husk at skrive navn, antal deltagere og eventuelle tilvalg i kommentarfeltet.
Tilmelding sker her:
https://qr.mobilepay.dk/box/a3c7dfff-d67c-4890-9cbb-c79b724aa7e7/pay-in
Sidste tilmeldingsfrist er onsdag den 26. august.
Fredag aften handler det så bare om at møde op hos Restaurant K, sætte sig til rette – og glæde sig til god mad og godt selskab.