
Det giver næsten sig selv: Når man bor i Skagen, omgivet af hav på næsten alle sider, hvorfor så ikke producere sit eget havsalt?
Det er netop tanken bag den nystartede virksomhed Skagen Havsalt ApS, som producerer havsalt fra havvand fra Skagerrak.
Saltet fremstilles ved en skånsom fordampning af havvandet, så der skabes et rent og naturligt produkt med en helt særlig lokal forankring.
Idémanden og indehaveren bag Skagen Havsalt er Matias Thorsen. Det hele begyndte i september 2025, hvor de første forsøg blev lavet hjemme i et lille skur.
Med en lille gryde og hjælp fra solens stråler til tørringen begyndte Matias at eksperimentere med at fremstille salt fra havvand. Siden er der blevet arbejdet videre med både produktet og produktionsmetoden, og saltet er blevet analyseret og sammenlignet med andre typer salt.
Resultatet er et produkt, der ikke bare er havsalt, men også et lokalt specialitetsprodukt.
I dag er produktionen flyttet fra den lille gryde i skuret til de nyindrettede og fødevaregodkendte lokaler på Buttervej 40 i Skagen.
Her produceres saltet nu i store gryder, men grundideen er den samme: Havvand fra Skagerrak forvandles gennem en skånsom fordampningsproces til rent havsalt.
Energien til produktionen kommer udelukkende fra elektricitet, som hovedsageligt produceres af solceller. På den måde er der tænkt lokalt og bæredygtighed hele vejen rundt om produktionen.
Skagen Havsalt er et rent lokalt produkt uden tilsætningsstoffer – fra havet omkring Skagen til det færdige salt.
Det lokale islæt stopper ikke ved selve saltproduktionen.
Virksomhedens visuelle identitet er skabt med rødder i Skagen.
Det smukke grafiske udtryk i logo, emballage og på hjemmesiden er udviklet af grafiker Naja Kirkedal Jensen, som både er født og opvokset i Skagen.
Dermed er Skagen Havsalt på flere måder et produkt skabt af Skagen – med havet som råvare og lokale kræfter bag både produktion og design.
Skagen Havsalt sælges fra i går d 21/8 hos. Meny Skagen – og allerede fra første dag var interessen stor.
Der afholdes reception d. 2/10 – Kl. 14-17 på Buttervej 40.
Kom forbi til et glas, lidt godt til ganen og en hyggelig snak, hvor jeg kan fortælle mere om virksomheden visioner og fremtiden,
Håber du/i har lyst til at kigge forbi og være med til at fejre denne nye begyndelse.