18 august, 2026 Det sker

Fællessang og levende musik på Bamsemuseet søndag

Skagen Bamsemuseum og Iscaféen Skagen inviterer søndag den 23. august til en særlig eftermiddag med John Becker og Michael Münster, der vil føre publikum gennem danske, norske og svenske sange krydret med historier fra et langt musikalsk liv.

Der bliver mulighed for både fællessang, levende musik og gode historier, når Skagen Bamsemuseum og Iscaféen Skagen på søndag, den 23. august inviterer til en hyggelig musikalsk eftermiddag.

Fra kl. 15.15 indtager John Becker og Michael Münster scenen, og i løbet af et par timer vil de føre publikum gennem en række velkendte danske sange samt enkelte afstikkere til Norge og Sverige.

Det hele sker med udgangspunkt i et særligt sanghæfte og fællessangskoncept, som John Becker sammen med den nu afdøde Hans Melgaard udviklede gennem omkring 12 år i forbindelse med deres populære Sommer Fællessang i Lønstrup.

Konceptet har siden bredt sig til flere dele af landet – og nu kommer det altså også til Skagen.

Mere end 50 års musikalsk makkerskab

John Becker og Michael Münster har en lang fælles historie.

De mødte hinanden helt tilbage i 1972 på Sømærket i Gl. Skagen, hvor de arbejdede som henholdsvis kok og tjener. Når arbejdsdagen var slut, fortsatte de imidlertid aftenen i en anden rolle – som musikalsk underholdning på stedet.

Siden har de spillet sammen i mange forskellige konstellationer og orkestre. Længst har samarbejdet været i Høwisingerknaben, hvor de fortsat spiller sammen.

Det giver også rigeligt med materiale til de anekdoter og historier, som de to musikere vil krydre søndagens fællessang med – dog, som de selv lover, kun de stuerene denne eftermiddag.

Mulighed for frokost inden musikken

Vil man gøre lidt ekstra ud af søndagen, er der mulighed for at begynde besøget med frokost hos Iscaféen Skagen.

Der serveres frokost fra kl. 12.00 til 15.00, og det anbefales at reservere bord på forhånd på telefon 98 44 21 08.

Under selve koncerten vil der desuden være mulighed for at købe både kolde og varme drikke samt et stort udvalg af kage og is, som man kender det fra Iscaféen.

Dermed er der lagt op til en eftermiddag, hvor fællesskabet omkring sangen er mindst lige så vigtigt som selve musikken.

For som John Becker og Michael Münster selv udtrykker det:

Levende musik skaber levende mennesker.

Fællessangen finder sted søndag den 23. august kl. 15.15 hos Skagen Bamsemuseum og Iscaféen Skagen.