26 juli, 2026 Det sker

Gratis sommerkoncert i Anchers Have på onsdag

Onsdag eftermiddag inviterer Skagen Nyt og Saxild til gratis sommerkoncert i en af Skagens mest stemningsfulde og historiske haver – og sommervejret ser ud til at danne en flot ramme om koncerten

På onsdag den 29. juli bliver Anchers Have fyldt med levende musik, når Markus Brandt og hans band gæster Skagen til en gratis sommerkoncert.

Koncerten begynder kl. 15.30 og arrangeres af Skagen Nyt i samarbejde med Saxild.

Her venter cirka en times livemusik under åben himmel i haven ved Anchers Hus – og der er fri entré for alle.

Samtidig tegner vejret foreløbig til at blive sommerligt med temperaturer omkring de 23 grader krydret med en del sol og minimalt med vind. Med andre ord: gode forhold til en eftermiddag i haven.

Fra intime øjeblikke til fuldt band

Markus Brandt og band er denne sommer på turné langs de danske kyster, hvor Skagen bliver et af stoppene.

Musikken tager blandt andet afsæt i debutalbummet “Udbrandt”, men publikum kan også se frem til nyt materiale.

Musikalsk bevæger Markus Brandt sig mellem pop, latin, neo-soul, funk og alternativ rock.

Koncerten i Anchers Have bliver bygget op, så publikum både får de mere intime og akustiske øjeblikke og de energiske numre, hvor hele bandet spiller med.

Markus Brandt har tidligere haft musik med i Apple TV-serien “Ted Lasso” og den canadiske tv-serie “Hudson & Rex” og har udgivet musik gennem blandt andre Universal Music og Nordic Music Society.

Historiske omgivelser midt i Skagen

Det er de særlige omgivelser omkring Anchers Hus, der skal være med til at gøre onsdagens koncert til noget andet end en traditionel koncertoplevelse.

Her inviteres publikum til at slå sig ned i haven og nyde musikken i uformelle rammer midt i Skagen.

Man er meget velkommen til at tage familie og venner med – og gerne et tæppe, hvis man vil finde sig en plads på græsset.

Det kan være en god idé at komme i god tid og gøre en hel eftermiddag ud af besøget.

Hos Saxild vil der i forbindelse med koncerten være mulighed for at købe kolde lemonader, drinks, øl og forskellige lækre snacks.

Skagen bliver en del af dokumentarprojekt

Sommerturnéen handler samtidig om mere end de enkelte koncerter.

En filmskaber følger Markus Brandt og holdet rundt i Danmark og dokumenterer livet som upcoming artist med både landevejstimer, koncerter, møder med publikum og de øjeblikke, der opstår undervejs.

Materialet indgår i et større dokumentarprojekt, som allerede har været undervejs i omkring to år.

På turen bliver der samtidig sat fokus på de steder, bandet besøger, og derfor kommer også Skagen, byen og sommerlivet til at indgå i fortællingen.

Gratis for alle

Koncerten finder sted onsdag den 29. juli kl. 15.30 i Anchers Have og varer cirka en time.

Der er gratis adgang, og alle er velkomne.

Med levende musik, historiske omgivelser og forhåbentlig en lun sommereftermiddag er der lagt op til en hyggelig onsdag midt i Skagen.