
Foto: Bedst i Nordjylland
Når juryen allerede i morgen mødes for at udpege adresserne for den foreløbigt fortrolige nettoliste for de næste måneders indledende restaurant-testrække, supplerer Jacob med sin store faglighed de andre fire i juryen: Laura Sahl, Michael Jul Jensen, Søren Hjortshøj og undertegnede.
”Det er jeg, og vi meget stolte over. For Jacob er et kvalitetsbevidst og positivt menneske, der nyder stor respekt i branchen. Han kan i den grad lave fremragende mad og samtidig formulere sig. Og så er han samtidig ikke selv længere en direkte del af den branche, som han nu skal hjælpe med at rapportere og bedømme,”
– siger Bedst i Nordjylland-idemand og juryformand Mads Stenstrup, der opfordrer Gourmetkartellets læsere til at følge med på konkurrencens hjemmeside www.bedst-i-nordjylland.dk.
Mads forsætter:
”Det er derfor så superfedt, at netop Jacob vil være med til at udarbejde og løfte vores anmeldelser, nominere til årets priser og selvfølgelig i sidste ende være med til at udpege årets nordjyske restaurant i år for sjette gang,”
Helt fjernt ligger den type opgave heller ikke Jacob. Fx var han så sent som i 2024 faglig hovedkraft i TV2Nord’s kåring af Nordjyllands Bedste Stjerneskud, en pris der i øvrigt den gang endte hos Hotel Nor.
Selv siger Jacob om sin accept af den nye con amore-opgave for “Bedst i Nordjylland / Value for Money”:
“…fordi jeg elsker den faglige opgave: At vurdere helheden – håndværket, råvaren, værtskabet og vinmatch – og især om oplevelsen også giver mening i forhold til prisen – regningen som gæsten betaler. Men lige så vigtigt er det for mig at kunne give respekt, hvor respekt hører hjemme: til den stolte opvarter med det rolige overblik, den ærekære restauratør, kok og tjener m.fl., der står vagt om deres fag,”
siger han og fortsætter:
”Samtidig synes jeg, at netop ”Bedst i Nordjylland” er en særlig spændende mulighed for at være med til at sætte netop vores egen nordjyske restaurantscene i et mere fokuseret lys, sådan som konkurrencen har gjort igennem flere år. Der sker virkelig meget i vores landsdel, og jeg kan godt lide konkurrencens tilgang med at lede efter det, der lykkes, snarere end håret i suppen. Når noget er rigtig godt, skal det siges højt – og når der er noget, der kan løftes, skal det siges ordentligt.”
Som fast huskok hos Skagenfood har Jacob gennem mange år udviklet og præsenteret et hav af opskrifter baseret på fine nordjyske råvarer. Og stået for madformidling på firmaets sociale medier. Men Jacob havde forud en lang karriere i den professionelle restaurant- og vinbranche.
Han blev udlært i Løgstør og har siden arbejdet både i Danmark og i udlandet – bl.a. i Frankrig (Chateau de Fontager) og i London, samt et år i Sydney og to år som køkkenchef på et hotel på Curaçao i Caribien. I Danmark har han bl.a. været forbi Søllerød Kro, Nimb (La Crevette) og senere køkkenchef i flere sæsoner på Skagen Fiskerestaurant. Han har desuden erfaring fra Michelin-miljøet, bl.a. fra Kommandanten (dengang 2-stjernet Michelin i København).
Efter fem år hos Novo Nordisk som kok og sommelier – sideløbende med egen vinimport – vendte han i 2010 tilbage til Skagen og arbejdede først som Food & Beverage Manager på Brøndums Hotel. Siden 2011 har han været fast huskok, vinekspert og fotograf hos Skagenfood.
Stor tak til Bedst i Nordjyllands generøse sponsorer, der endnu en gang gør det økonomisk muligt at afvikle konkurrencen og fx betale regningerne for alle vores testbesøg. I år er sponsorerne foreløbig Beierholm, Oluf Brønnum & Co. Deba Fisk, Ringkjøbing Landbobank – Private Banking Aalborg, Storgaard Vin, og Forlaget Gastromani.