
Læselysten spirer i Skagen, og nu får den et nyt, lokalt samlingspunkt i Skagen Kultur- og Fritidscenter.
På initiativ af de to ildsjæle Charlotte og Rikke lancerer centeret et nyt bogreol-koncept med en enkel idé: Byt en bog – eller tag én med hjem. Målet er at gøre det nemt at dele læseoplevelser, give bøger videre og samtidig skabe en levende dele-kultur midt i hverdagen, hvor mange mennesker kommer forbi.
Initiativet udspringer af Charlotte og Rikkes bogklub, Pingvinen – en lukket læsekreds med syv passionerede, læseglade damer, som mødes hver måned for at dele historier og læseoplevelser. Her opstod tanken: Hvad nu hvis endnu flere kunne få glæde af bøgerne?
Da de præsenterede idéen for Skagen Kultur- og Fritidscenter, var svaret hurtigt. Det ville centeret gerne være med til.
Med den daglige strøm af besøgende i huset vurderer man, at rammerne er oplagte for at lade idéen vokse og gøre bogreolen til et naturligt stop på vejen gennem centeret – uanset om man er på vej til aktivitet, træning, arrangement eller bare kigger forbi.
Konceptet er bevidst gjort så enkelt, at alle kan være med:
Har du en bog, du vil bytte? Sæt den på hylden.
Finder du en bog, du gerne vil læse, men ikke har en med til bytte? Så tag den endelig med hjem. Reolen er til for at blive brugt.
Man er også meget velkommen til at donere bøger, man selv har haft glæde af, så andre kan få den samme oplevelse.
Bag initiativet ligger en klar ambition om at gøre læsning mere synlig i hverdagen og skabe et lavpraktisk fællesskab omkring bøger – uden tilmelding, uden regler der spænder ben og uden krav om, at man skal kunne “give lige så meget tilbage” i samme øjeblik.
Det handler i bund og grund om at dele, inspirere og give historier videre.
Skagen Kultur- og Fritidscenter opfordrer alle til at kigge forbi bogreolen næste gang, man er i huset – samt til at dele budskabet med andre, så endnu flere bøger kan komme i omløb, og endnu flere kan få lyst til at læse.