
De lokale brandmænd rykkede fredag eftermiddag ud, da alarmen lød kl. 15.27 med meldingen om færdselsuheld med fastklemte.
Den type meldinger tages altid ekstremt alvorligt, men med de aktuelle vejrforhold blev der samtidig kørt med ekstra omtanke under fremkørslen.
Beredskabet afgik med både autosprøjte og tankvogn, men ved ankomst var der heldigvis ro på stedet.
En bil var kørt i grøften på Bøjlevejen lige nord for rundkørslen ved Bøjlevejen og Fyrvej.
Der var heldigvis ingen fastklemte, men bilen lå i en position, så det ikke umiddelbart var muligt at komme ud.
Brandfolkene talte med føreren og kunne konstatere, at han havde det okay, og at der umiddelbart ikke var skader.
Da ambulancen stadig var et stykke væk, valgte man at lade føreren blive siddende i bilen, så han ikke skulle ud i kulde og blæst.
Der blev lagt tæpper ind i bilen, og beredskabet holdt løbende øje med føreren for at sikre, at tilstanden ikke ændrede sig, indtil ambulancen ankom.
Kort tid efter kom ambulancen frem, og personen blev hjulpet roligt ud. Herefter kunne brandfolkene returnere til stationen og overlade det videre forløb til ambulancen.