En historie om julehjælp

Rekordmange danskere har i år søgt om julehjælp. Også her i byen søger mange om julehjælp gennem fx kirken og Røde Kors, eller måske bliver et barn glad for en gave givet via Skagen ønskeengle, som lokale ildsjæle har igangsat. Mange foreninger og forretninger giver hjælp, og mange anonyme privatpersoner bidrager til, at alle kan få en jul, der ikke bliver begrænset af dårlig økonomi.

Desværre kan andre forhold også medvirke til børns oplevelse af juledagene. Det oplever fx BørneTelefonen, som får alt, alt for mange opringningninger fra børn, for hvem juleaften ikke er en god og tryg oplevelse. Her skal en helt anden hjælp til. En hjælp, som eksempelvis kommer gennem Familieafdelingen i Frederikshavn Kommune, som derved får et stort økonomisk underskud, der skal dækkes. Det er vigtigt at huske på, at de penge er gået til at hjælpe børn i vores lokalsamfund, før vi farer til tasterne og brokker os. Den her form for hjælp kan ikke planlægges og må for alt i verden ikke spares væk! En grundlæggende holdning, som jeg håber alle i det kommende byråd, er enige i.

Vi er ikke kun et lokalsamfund, som består af ressourcestærke pensionister, der er vendt tilbage efter mange år i “udlændighed”, eller trofaste turister, som har besluttet sig for at tilbringe deres tredje alder i yndlingsbyen Skagen. Skulle man befinde sig i den vildfarelse, bør man snakke med folk, der arbejder inden for sundhedssystemet, ældreplejen, kirken, skolen, børnehaverne o.s.v. De kan fortælle en anden historie om Skagen, Hulsig og Ålbæk.

Jeg vil gerne fortælle en historie om julehjælp i min egen familie, da jeg var barn:

Vi var ikke fattige, men vi var bestemt heller ikke rige. Familien var, som de fleste familier heroppe, afhængige af fiskeriet. Der var kun det økonomiske sikkerhedsnet, man selv havde stående i banken, fordi der blev sat penge til side i gode tider. Ting kunne dog ske, sådan at situationen ikke kunne klares ved hjælp af den opsparing.

Det skete for min familie i begyndelsen af tresserne, hvor min far og bror blev påsejlet bagfra af en svensk trawler, da de var på vej ud fra havnen. Der skete lykkeligvis ikke noget med nogen af dem; men S 58 Pax var så ødelagt, at den måtte på land i lang tid bagefter.

Jeg havde ved et uheld fået kendskab til min julegave det år. Det var en dukkelift, som var gemt i skabet i soveværelset. Hold da op, hvor jeg glædede mig til den gave.
Nu fortalte min mor os så, at der ikke var penge til den store julefejring det år; men vi skulle nok få flæskesteg juleaften (absolut ikke hverdagsmad!); vi skulle også få et lille juletræ; men gaverne ville blive meget små, ligesom mange andre ting, der hørte højtiden til, ville være udelukket (fx sodavand fra Saltum Bryggeri).

Jeg trøstede mig med, at min julegave var købt; men udsigten til den begrænsede fejring bekymrede alligevel og lå som en skygge over decemberglæden for os alle. Jeg kunne bestemt også fornemme alvoren i tingenes tilstand hos mine forældre. Der var ikke så mange smil at spore i min fars ansigt.

Og så tæt på juleaften kom julehjælpen!

Dørklokken ringede, og udenfor stod posten med en pakke, som i mit hoved var lige så stor som mig selv. Den kom fra min moster og onkel, som havde Sønder Bjert Kro; men som også havde en fortid med slagterforretning her i Skagen. De kendte fiskernes vilkår og vidste, hvordan situationen nok så ud lige nu på Nedre Mosevej, hvor vi boede.
Pakken, som måtte være sendt som eksprespakke, blev åbnet, og indeni dukkede steg og and op sammen med alle mulige andre julelækkerier. Gaver til os børn var der også. Det var helt ubeskriveligt, og min mor fik sikkert travlt med at komme hen i telefonboksen for at ringe og sige tak. Den her oplevelse sidder dybt i mig, og det allersidste jeg sagde til min moster, da jeg besøgte hende på hospice, kort før hun døde, var tak for hjælpen dengang.

For øvrigt fik jeg ingen dukkelift. Jeg sad og ventede på pakken med den, indtil det gik op for mig, at den nok var blevet leveret tilbage til butikken. Jeg fortalte aldrig min mor, at jeg havde set den. Det havde gjort hende dybt ulykkelig, hvis hun havde vidst, jeg spændt sad og ventede på den.

Med den historie vil jeg sende en tak til alle jer, der gør noget for, at alle børn og deres familie kan få en god jul, og samtidig opfordre til at vi glæder os over at leve i et samfund, hvor vi også fra det offentlige prøver at hjælpe børn, som har brug for en endnu mere vidtrækkende hjælp end den, der kan afhjælpes med en økonomisk håndsrækning via julehjælp.

God jul fra Jane Bengtsen
Kommende byrådsmedlem fra SF med bl.a. den her oplevelse i “rygsækken