
Det nye byråd i Frederikshavn Kommune er nu på plads, og med det følger en række markante poster og ændringer, som bliver gældende for den kommende valgperiode.
Konstitueringen træder formelt i kraft mandag den 1. december, men fordelingen af udvalgenes formandskaber og nøgleposter ligger allerede klar.
Økonomiudvalget: Borgmester Jon Andersen (V)
Børne- og Ungdomsudvalget: Jan Bjeldbak (V)
Arbejdsmarkedsudvalget: John Lamp Henriksen (C)
Plan- og Miljøudvalget: Jens Nygaard (DD)
Social- og Sundhedsudvalget: Thomas Hjort (DF)
Kultur- og Fritidsudvalget: Klaus Hjulmand (LA)
Teknisk Udvalg: S eller SF
Borgmester: Jon Andersen (V)
1. viceborgmester: John Lamp Henriksen (C)
2. viceborgmester: Thomas Hjort (DF)
Frederikshavn Forsyning, næstformand: Thomas Hjort (DF)
Skagen Havns bestyrelse: Thomas Hjort (DF)
Den nyvalgte Borgmester Jon Andersen melder samtidig ud, at den nye borgerlige konstellation ønsker at ændre den nuværende udvalgsstruktur.
Planen er at oprette et par nye udvalg og reducere antallet af medlemmer i de enkelte udvalg. Ifølge borgmester Jon Andersen sker det blandt andet som følge af valgkampens store fokus på ældreområdet.
Det forventes derfor, at Social- og Sundhedsudvalget bliver delt i to selvstændige udvalg – et Ældreudvalg og et Sundhedsudvalg. Her ligger det i kortene, at Thomas Hjort (DF) bliver formand for Ældreudvalget, mens Mette Hardam (V), der samtidig har opnået valg til Regionsrådet, bliver udpeget som formand for det kommende Sundhedsudvalg.
Den nye struktur vil blive endeligt vedtaget i december, mens det nye byråd formelt konstituerer sig på mandag, den 1. december kl. 19.00.
Kilde: Kanal Frederikshavn