
Søndag den 7. december kl. 10-13 inviterer FYI Skagen alle i 20’erne, 30’erne – og cirka deromkring – med på en hyggelig naturtur ved Grenen med efterfølgende bålmad.
Turen begynder på Grenens parkeringsplads, hvor deltagerne mødes kl. 10.00, og derfra går ruten ad Grenen-sporet med naturvejlederne Bo Storm og Karen Zobbe i spidsen. Undervejs fortæller de om naturen, landskabet og området omkring Skagens nordligste spids.
Ved Det Grå Fyr tager Jens Fick over og fortæller om fuglene og fyrtårnets historie. Herefter samles deltagerne omkring bålet, hvor der laves mad over åben ild og hygges i uformelle rammer.
Arrangementet er gratis, og man er velkommen til at tage børn med. Deltagerne opfordres til at klæde sig godt på til vejret, da turen foregår udendørs.
Tilmelding sker lige her senest den 4. december.
Naturturen er arrangeret af FYI Skagen i samarbejde med Skagen Erhvervsforening og med støtte fra Frederikshavn Kommune.