Handicapområdet bliver glemt – og det er ved at være umenneskeligt

Når vi glemmer mennesker med handicap, vælger vi faktisk, hvem der får lov til at leve et helt liv – og hvem der ikke gør.

Indlægget er skrevet af kandidat ved kommunalvalget Liv Lundholm Pedersen (A)

Jeg går ind i hans lejlighed. Der står et trommesæt, som jeg får lov til at sætte mig ved. Han går hen til mikrofonen, som ikke er sat til, og tager guitaren frem, som ingen strenge har. Han sætter Kim Larsen på, og så giver vi den gas i 1 time. Ingen af os spiller ”rigtigt” hele tiden – men vi har det sjovt. Jeg er 12 år. Han er i slut 20’erne og bor i et bofællesskab. Hans åbenhed og glæde uden behov for at alt skal være perfekt, har været med til at forme mig som menneske.

Det virker ikke til at være ”populært”, at bringe handicapområdet i spil i valgkampen lige nu. Andre emner fylder rigtig meget – med rette. Men vi kan bare ikke komme udenom, at handicapområdet er blevet forsømt, og at det er ved at blive umenneskeligt. Jeg ville ønske, at der var flere kandidater, som talte højt om det. Nu starter jeg. For jeg kan ikke holde det inde længere.

En stor del af grunden til, at jeg stiller op til kommunalvalget, er mit brændende ønske om at gøre en forskel for mennesker. I sær mennesker der af en eller anden årsag, har brug for at vi andre gør en ekstra indsats, så de også kan være en del af fællesskabet og leve et meningsfuldt liv. Jeg har haft mennesker med handicap tæt på mig hele mit liv. Jeg har været hjælper, arbejdet i bofællesskaber i både Skagen og Frederikshavn og de sidste 7 år har jeg været ledsager. Jeg har set hvordan området er blevet beskåret gang på gang. Når der så er blevet fundet lidt penge og givet til området, kan det måske dække få af de små huller der er, men det er sjældent at det når direkte ud til borgerne. De mærker kun, hvor presset systemet og menneskerne omkring dem er, og hvor få ting de pludselig har mulighed for.

Det er faktisk helt grotesk, hvor lidt vi prioriterer mennesker med handicap – både børn, unge og voksne. Det handler altså om menneskers liv. Om deres livskvalitet og værdighed. Mange af dem har ikke selv mulighed for at råbe op. Nogen har heller ikke pårørende, som kan gøre det. Vi bliver som samfund nødt til hele tiden at italesætte, at der er mennesker, som har brug for, at vi ser dem og lytter til dem.

Jeg har skrevet under på ”Handicapløftet”, som landsforeningen LEV har lavet. Her forpligter kandidater sig til at være med til at vende den dårlige udvikling der er sket indenfor området. Jeg kan se at der er flere kandidater fra vores kommune som har skrevet under på det. Lad os håbe på at det kan betyde en lysere fremtid for nogen af de fantastiske borgere i vores kommune, som har allermest brug for det. Jeg håber, at jeg kommer ind i byrådet. For det her er ikke et område, som jeg kan se igennem fingrene med.

”Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde: ”Du der få lige fødderne ned og ta’ hatten af. Mand, ka’ du ikke se at det hele er ved at gå fuldstændig agurk.” (Hvad gør vi nu, lille du? – Kim Larsen).