
Glade spillere sammen med holdkaptajn Allan Kolbro Nielsen og holdleder Peter Madsen. Spillerne er fra venstre: Adam Axelsson, Gustav Eriksson, Pablo Figueroa, Zvonimir Durkinjak, Johan Fors og Sofus Brønnum.
Skagen/Frederikshavns herrer hentede lørdag eftermiddag sin fjerde sejr af fire mulige i Elitedivisionen i padel. Det blev til en 4-2-sejr i udekampen i Taastrup mod Racket Club Legends.
Der var ingen tvivl om udfaldet. Skagen/Frederikshavns dygtige svenskere – anført af Adam Axelsson – gjorde endnu engang forskellen. Den mindste af de fire sejre lød på 6/3, 6/2.
I den afgørende kamp vandt Johan Fors sammen med Sofus Brønnum.
“Deres samarbejde fungerer fantastisk. Det tegner lovende til de kommende kampe,” siger holdkaptajn Allan Kolbro Nielsen.
Skagen/Frederikshavn måtte undvære Malthe Nielsen i Taastrup. Han sidder p.t. udenfor med en knæskade. Det vides ikke, om han bliver klar til næste kamp, som er et vaskeægte topbrag mellem nr. 1 og 2 i Elitedivisionen.
Skagen/Frederikshavn og Racket Club Elite har begge maksimumpoint, inden de mødes lørdag 1. november kl. 13.00 i Padel 99 i Frederikshavn.
Ligesom Skagen/Frederikshavn råder Racket Club Elite over nogle stærke svenskere spillere, blandt andre den tidligere Skagen/Frederikshavn-spiller Simon Vasquez, og derudover har de profiler som Oscar Sebber, Alex Loughlan, Marc Møller og Mads Laudrup.
“I stærkeste opstilling er de skræmmende. Det bliver under alle omstændigheder en enestående oplevelse for padelfans i Nordjylland. Det er kampen, som man er nødt til at se, hvis man elsker padel,” mener Allan Kolbro Nielsen.
Han kunne ikke kun glæde sig over sejren i Elitedivisionen. Senere lørdag strøg Willy Tiger Släryd, som sad over i Taastrup, til tops i FIP BRONZE-turneringen i Jönköping. Det er svenskerens anden internationale titel på tre uger i FIP BRONZE.