
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund besøgte torsdag den 16. oktober MARTEC i Skagen som led i et besøg i Frederikshavn Kommune, hvor fokus var rettet mod den centrale rolle, som området spiller – og i stigende grad kommer til at spille – i opbygningen af Danmarks fremtidige forsvarskapacitet.
Skagen og Frederikshavn er allerede et strategisk knudepunkt for maritim industri, teknologi og uddannelse, og her spiller MARTEC en helt afgørende rolle i at uddanne og udvikle både den tekniske og maritime arbejdskraft, som fremtidens forsvar har brug for.
Uddannelsesminister Christina Egelund udtaler efter besøget:
“Vi har rigtig, rigtig gode maritime uddannelser i Danmark. Danmark er jo en gammel, stolt skibsfartsnation. Det har vi været altid, og det er vi også i dag. Hvis jeg kunne komme med et ønske, så skulle det være, at flere unge kvinder også ser den her vej. Fordi det er lidt en mangelvare på de maritime uddannelser. Det er enormt spændende også for kvinder at gå den vej, så der har vi en opgave, som vi godt kan løse bedre, end vi gør i dag.”
Under besøget blev ministeren præsenteret for MARTECs uddannelsesretninger, forskningsaktiviteter og planer for fremtidig udvikling, der alle bidrager til at understøtte Danmarks maritime styrkeposition og forsvarets behov for højt specialiserede kompetencer.
MARTECs nyeste uddannelse Diplomingeniør i Skibsteknik og Maritimt Design, som udbydes i tæt samarbejde med DTU, gør det muligt at uddanne sig til skibsingeniør i Frederikshavn – en kompetence, der i høj grad bliver brug for i de kommende år i Nordjylland. Og det er en maritim uddannelse, som man hos MARTEC allerede nu ser, vækker interesse hos også unge kvinder.
“Danmarks forsvar har brug for dygtige tekniske og maritime medarbejdere – og her er MARTEC en helt central aktør. Vi arbejder målrettet på at uddanne fremtidens specialister, som kan bidrage til både national sikkerhed, grøn omstilling og teknologisk innovation,”
– siger Pia Ankerstjerne, direktør på MARTEC.
Som en del af besøget fik minister Christina Egelund og byrådsmedlem Lone Haugaard mulighed for at afprøve MARTECs avancerede skibssimulator, som bruges i uddannelsen af navigatører. Simulatoren illustrerer tydeligt, hvordan moderne teknologi og praktisk læring går hånd i hånd på MARTEC – en kombination, der er essentiel i uddannelsen af kompetencer til både civil og militær maritim sektor.
Ministerbesøget markerer endnu et skridt i dialogen mellem uddannelsesinstitutioner, erhverv og forsvar, hvor målet er at sikre den nødvendige arbejdskraft og viden til fremtidens sikkerhedsopgaver.
Lone Haugaard udtalte om besøget:
“De maritime erhverv har afgørende betydning for Frederikshavn Kommune – ikke bare økonomisk, men som vores DNA og selvforståelse. Den betydning understøtter MARTEC i høj grad. Vi står lige nu på springbrættet til nye muligheder, job og opgaver inden for forsvaret, og dem skal vi sammen gøre os klar til at gribe. Samtale og samarbejde på tværs og med beslutningstagerne i regeringen kan derfor ikke undervurderes. Jeg er derfor meget taknemmelig for, at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund tog sig tid til at besøge MARTEC i dag, og at MARTEC åbnede dørene til maskinrummet og fremtiden med en oplevelse i den store skibssimulator – uden kuldsejling.”
Besøget i Frederikshavn Kommune var foranlediget af byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune og spidskandidat for Moderaterne ved kommunalvalget, Lone Haugaard. På mødet deltog udover ministeren og Lone Haugaard, Pia Ankerstjerne (direktør, MARTEC), Jan Jacobsen (afdelingschef for MARTEC Skagen), Nikolaj Andersen, Morten Arvidsson, Kasper Kruuse Christensen og Karsten Egelund, formand for Moderaterne i Frederikshavn Kommune.
MARTEC er et maritimt og polyteknisk uddannelsescenter, som udbyder alle de maritime uddannelser i Danmark.
Uddannelserne spænder fra grunduddannelser til videregående polytekniske og nautiske uddannelser.
Institutionen udbyder den grundlæggende maritime uddannelse som skibsassistent, maritim student (HF-søfart), sætte-, kyst- eller fiskeskipper og skibsfører, samt professionsuddannelserne som skibsfører og maskinmester.
Diplomingeniøruddannelsen Skibsingeniør udbydes på MARTEC gennem DTU, og man kan tage den nye uddannelse Maritim Teknolog på MARTEC – det eneste sted i landet.
MARTEC administrerer Skoleskibet DANMARK og driver en omfattende kursusvirksomhed med fokus på certifikatgivende kurser inden for det maritime, offshore og vindenergiområdet.
Mere information: www.martec.dk